Regeringen snubler godt og grundigt i de grønne ambitioner. Det mener Landbrug & Fødevarer, der betegner den netop fremlagte klimaplan som et hårdt og unødvendigt slag mod danske fødevareproducenter, der hører til blandt de mest klimaeffektive i verden.

- Vi producerer vores mælk, æg og kød med mindre drivhusgasudledning end stort set alle andre lande, og det giver ikke mening for klimaet eller for dansk økonomi at piske de dygtigste i klassen, siger viceformand Lars Hvidtfeldt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han peger på, at landbruget siden 1990 har reduceret sin udledning af klimagasser med 23 procent, og dermed er en af de sektorer, der bidrager mest til at nedbringe det danske klimaaftryk.

Derfor giver det ifølge Hvidtfeldt ikke mening, at regeringen med sin målsætning om 40 procents CO2-reduktion i 2020 er dobbelt så ambitiøse som EU, der generelt ønsker at reducere med 20 procent i 2020 - især ikke når ministeren selv i klimaplanen skriver, at der bør tages hensyn til konkurrenceevnen i landbruget, hvilket ifølge Lars Hvidtfeldt er svært at få øje på i kataloget over virkemidler.

Eksperter: Virkningsløst

Viceformanden peger på, at en af regeringens egne eksperter på klima, professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet, mener, at det i bedste fald er virkningsløst og i værste fald skadeligt at lægge større byrder over på dansk landbrug i klimasammenhæng.

Han understreger, at dansk landbrug allerede er i gang med en række klimaforbedrende tiltag:

- Vi har altså ikke siddet på hænderne, og vi vil også gerne være med til at nedbringe vores miljø- og klimaaftryk yderligere. I sektoren forsker vi for eksempel i bedre foderudnyttelse, der ses på teknologi-forbedringer og nye staldsystemer, og vi prøver at bruge affalds- og spildprodukter i blandt andet energiproduktionen. Vi er blandt de bedste og mest ambitiøse, og derfor er det uholdbart for konkurrenceevnen og vores vækstmuligheder med så drastiske og så dyre tiltag, som klimaplanen lægger op til, siger Lars Hvidtfeldt.