I regeringens varslede udspil "Vores Energi" fra 2011 fremgår det, at man allerede fra næste år vil indføre en såkaldt forsyningssikkerhedsafgift. Det betyder, at man vil tage fat på at tilrettelægge en afgift på biomasse til rumopvarmning - herunder brænde og træpiller. Det skriver Politiken.

Ifølge det politiske udspil vil afgiften på brænde komme til at udgøre 27,40 kroner per GJ varme fra brænde til brændeovnen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det svarer nogenlunde til, at en rummeter brænde af løvtræ pålægges en afgift på op mod 175 kroner alt efter træets beskaffenhed. De endelige detaljer i udspillet kendes endnu ikke.

Ifølge Foreningen af Danske Leverandører af Pejse og Brændeovne, DAPO, vil et typisk brændetårn med kløvet løvtræ få en afgift på cirka 350 kroner, når afgiften er slået helt igennem om syv år.

Afgiften tænkes dog udelukkende lagt på handlet brænde - altså ikke brænde fra for eksempel egen have eller skov.