Lyt til artiklen:

BL: Landbrugets udvikling bliver bremset af politisk nøl

00:00
Hastighed: ???x
02:40

Bæredygtigt Landbrug søger dialogen, når de tager til Christiansborg og taler med politikere. I 2024 har de allerede haft ti møder, hvor der er blevet informeret om fagligheden i den landbrugspolitiske dagsorden.

Foreningen oplever, at blive lyttet til. Men også at blive holdt hen, og dét har store konsekvenser for landbrugets udvikling. Sådan lyder det for Peter Kiær, formand for Bæredygtigt Landbrug på foreningens generalforsamling på Bygholm Landbrugsskole, som var usædvanligt velbesøgt, med hvad formanden kaldte rekordmange deltagere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er blevet lyttet til. Det glæder os hver gang. Men det med at blive holdt hen har dybe konsekvenser. Hele landbrugserhvervet, ja hele samfundet sættes jo på pause, når vi hele tiden skal vente på nye regler, nye godkendelser og nye politiske beslutninger, siger Peter Kiær.

Han peger på, at erhvervets udvikling bliver syltet af det, som han kalder den politiske maskine.

- Nye initiativer og nye investeringer sættes i stå. Konsekvensen er jo, at ingen bygger nye, moderne produktionsanlæg, og udviklingen af nye teknologier sættes på pause, lyder det fra formanden, som fortsætter:

- Alligevel er det jo os, der bliver beskyldt for at være bagstræberiske på både miljø og klimafronten. Det er hen i vejret!

Ret til at vide

Længe har blandt andet en CO2-afgift hængt i horisonten, og også nye vandmiljøplaner har mudret billedet af, hvad der forventes af landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi landmænd har ret til at vide, hvilke forhold vi skal agere under. Vi har ret til klare og forståelige lovgivningsrammer. Ofte kender vi ikke betingelserne - før lang tid efter, vi burde have handlet. Vi kan dårligt lægge en markplan, når vi ikke er sikre hverken på regler, udtagning eller efterafgrødekort, siger formanden.

Han pegede også på, at investeringer i nybyg er svære at planlægge, når blandt andet regler på miljøområdet løbende strammes. For landbruget kan ikke handle med tilbagevirkende kraft.

- At have truslen om en høj CO2-afgift hængende over hovedet i så lang tid, har været særdeles bremsende for al udvikling. Det sker, fordi politikerne råber højt om en fremtids fjern afgift, lang tid inden det faglige grundlag er tilvejebragt, konstaterer Peter Kiær.