Agerfeld har indgået samarbejdsaftale med Brdr. Holst Sørensen omkring servicering af Keenan-produkterne i det nordvestjyske fra 1. januar. 

Hermed bliver det nemmere for det stigende antal af Keenan-brugere i det nordlige Vestjylland samt Thy, Mors og Salling at få vedligeholdelse og reparation af Keenan-produkterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Agerfeld fastholder - i stil med de øvrige Keenan-servicecentre rundt i landet - adgang til service 24 timer i døgnet i kraft af vagtordning for at sikre, at køerne bliver fodret til tiden.

Foreløbig har fem mand allerede gennemgået Keenans grunduddannelse og er derfor i stand til at servicere kunderne i lokalområdet. Desuden har Agerfeld også opbygget et reservedelslager af sliddele og andre reservedele, for at kunne agere som en selvstændig serviceenhed fra dag ét.

- I dagens Danmark bliver hver eneste krone talt med, og ofte anvendes maskinerne i en længere periode end tidligere, hvilket vi også kan se i servicearbejdet. Kunderne er i dag meget bevidste om, at nedbrud koster penge i stalden. Blandevognen skal køre hver dag, og det er derfor vigtigt for os, at Keenan-produkterne kan serviceres med ekspertise i lokalområderne. Vi har i de senere år set en klar søgning til de faste serviceordninger, hvorved de værste overraskelser med udkald på ubelejlige tidspunkter undgås, siger Thorkild Moos fra Keenan, som ser frem til et godt samarbejde med Agerfeld.