Agritechnica 2011

Danske He-Va med hovedsæde på Mors har en lang tradition for at producere tromler, og takket været en løbende udvikling af sortimentet er virksomheden i dag blandt de førende producenter i Europa. Netop de store tromler var der stor interesse for hos He-Va's stand på Agritechnica.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alle kan producere en tromle med tre led. Men når vi snakker tromler, der er 15 og 18 meter brede, så kræves der både teknologi og erfaring for at få det til at fungere, siger Poul Petersen fra He-Va og fortsætter:

- Det unikke i tromlerne fra He-Va er, at vi altid har et ensartet tryk overalt på tromlen, og det er uanset, om det er en af de mindste i programmet, eller det et den store King-Roller på 18,30 meter.

King-Roller produceres i bredder på 12,5, 15,3 og 18,3 meter og med ringe på op til 620 millimeter i diameter. Ifølge Poul Petersen oplever He-Va en stigende efterspørgsel på de store tromler.

Frontredskab går 30 centimeter i jorden

He-Va producerer en bred vifte af redskaber lige fra Sub-Tiller, der løsner i dybden, til Terra-Seeder, som etablerer afgrøden.

For nogle år siden introducerede He-Va den store Master-Tiller stubharve, der er monteret med kraftige fjedrebelastede tænder, som har et udløsertryk på 455 kg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De kraftige tænder anvender He-Va også i et frontredskab kaldet Front-Tiller. Redskabet produceres i arbejdsbredder på tre og fire meter. Frontharven er med to buller, og de kraftige tænder kan gå 30 centimeter i dybden.

- Harven er tænkt anvendt i en kombination med enten et stubredskab eller et såsæt. På den måde udnyttes traktoren optimalt, og ved blot en enkelt overkørsel kan der løsnes op i dybden og etableres en ny afgrøde, vurderer Poul Petersen.