Danmark sælger flere økologiske produkter til udlandet end nogensinde før, og eksporten er tredoblet til 857 millioner kroner fra 2006 til 2010. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er især frugt og grønt, der sammen med æg og mejeriprodukter udgør størstedelen af den danske øko-eksport.

På trods af den positive udvikling for eksporten, importerer Danmark stadigt flere økologiske produkter. I 2010 importerede Danmark økologiske fødevarer for over 1,2 milliarder kroner, hvilket er en fordobling på bare fire år. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det skyldes økologiens popularitet hos danskerne, der har bevirket, at importen atter steg i 2010. Det er især frugt og grønt fra Italien og Sydamerika, som forbrugeren køber i stor stil. Samtidig er importen af foderstoffer, sukker og melasse steget kraftigt, hvilket er en følge af prisudviklingen på de europæiske kornmarkeder i 2010, siger Kirsten Lund Jensen, Økologichef i Landbrug & Fødevarer.

- Flere bør lægge om

Tyskland er det vigtigste eksportland, der køber 44 procent af de danske øko-varer. Det er mejeriprodukter og æg, som fyldte mest i eksporten af økologiske varer i 2010 med 49 procent. Næste eksportfremstød bliver verdens største økologiske messe, BioFach, der afholdes i Nürnberg til februar.

Randi Kock, daglig leder af Friland, der er en af verdens største økologiske kødproducenter, ønsker at flere danske landmænd lægger om til økologi:

- Væksten kunne have været langt større på vores produktområde, hvis vi havde adgang til flere danske råvarer. Så der er brug for, at alle er med til at sikre betingelser for producenterne, der kan være med til at skabe et stærkere råvaregrundlag for at kunne udnytte det store eksportpotentiale på vareområdet, siger hun.