Lyt til artiklen:

L&F: Stigende eksport af økologiske fødevarer er meget positivt

00:00
Hastighed: ???x
02:49

Der blev sendt endnu flere økologiske fødevarer ud af Danmark i 2022, end der gjorde året forinden. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Økologieksporten har ellers været udfordret blandt andet på grund af den høje inflation, der har gjort det sværere at sælge økologiske varer på de udenlandske markeder. Derfor er det også særlig positivt, at eksporttallene alligevel har kunnet vækste, det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er glædeligt, at der, i et marked præget af stort prisfokus, alligevel er plads til en vækst i den danske økologieksport. Lige som i Danmark har forbrugere i udlandet også været presset af inflationen og de højere priser, og det har gjort, at der købes mindre økologi, blandt andet fordi rådighedsbeløbet til fødevarer er blevet lavere, siger Mette Jasper Gammicchia, der er afdelingschef for Marked & Ernæring i Landbrug & Fødevarer.

De største økologiske eksportvaregrupper i 2022 var mejeriprodukter og kød. Her blev der eksporteret for henholdsvis 971 millioner kroner og 607 millioner kroner Foruden mejeri og kød blev der også eksporteret frugt & grøntsager for 482 millioner kroner og æg for 43 millioner kroner.

- Tyskland er Danmarks vigtigste eksportmarked for økologiske fødevarer med i alt 1,7 milliarder kroner. Dernæst kommer Sverige, Nederlandene og Frankrig samt fjernmarkeder som Kina og USA, fortæller Mette Jasper Gammicchia.

Den høje inflation og de stigende priser har også præget 2023. Alligevel er håbet, at eksporten af økologiske fødevarer fortsat vil stige, og at især nye markeder vil bidrage til væksten, siger Mette Jasper Gammicchia:

- Vi har oplevet stor interesse for de økologiske fødevarer i både Italien og Japan, og det vil kunne danne grundlag for nye eksportmarkeder, selv om Tyskland fortsat vil være det suverænt største. Så trods regeringens beslutning om at fjerne eksportfremme for økologiske varer i finansloven for 2024, er det noget, vi i Landbrug & Fødevarer har stort fokus på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også Danmarks import af økologiske varer steg med 3 procent til i alt 5,2 milliarder kroner. i 2022. Frugt & grønt udgjorde med en import på 2,1 milliarder kroner en stor andel af den samlede import.