De statsansatte tilsynsteknikere på slagterierne har genoptaget arbejdet efter de seneste dages arbejdsnedlæggelser. Det oplyser Danish Crown.

Det betyder, at der igen slagtes som normalt for årstiden på alle svineslagterier. Strejken betyder dog, at Danish Crown må skubbe en pukkel på omkring 40.000 slagtesvin foran sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med ganske få undtagelser landet over har vi sikret, at de danske forbrugere, der gerne vil have svinekød på bordet til jul, også får det. Men situationen har skabt problemer, når vi ser på forsyningerne til verdensmarkedet, og det repræsenterer et meget alvorligt problem for en virksomhed som Danish Crown, siger kommunikationsdirektør Anne Villemoes.

Frustrerede landmænd

Situationen er gået hårdt ud over Danish Crowns ejere. En del landmænd, der leverer dyr til slagterierne, har oplevet, at de ikke har kunnet få hentet dyr til slagtning - og det giver dyrevelfærdsmæssige problemer.

- Vi kan godt forstå landmændenes frustration over, at den samme styrelse, der kontrollerer og uddeler bøder i forbindelse med dyrevelfærd omkostningsfrit kan skabe problemer for dyrene, siger Anne Villemoes. Kun tilsynsteknikerne på aftenholdet i Blans er der usikkerhed om her onsdag formiddag.