Minkavler på Gjøl står midt i et dilemma. Fødevarestyrelen har pålagt ham at skaffe container til hans aflivede mink, mens Daka har fået besked af Fødevarestyrelsen, at styrelsen står for rekvireringen og koordineringen af container.

22.000 mink hos Kristian Frederiksen på Gjøl i Jammerbugt Kommune står til aflivning. Minkavleren har med de nye regler fået mulighed for selv at aflive sine smittede dyr. Problemet er dog, at han mangler containere til kroppene.

I et brev fra Fødevarestyrelsen fremgår det, at han selv har pligt til at rekvirere en container fra Daka, men når han kontakter Daka, så har virksomheden fået besked om, at rekvirering af containerne skal ske direkte gennem Fødevarestyrelsen og ikke direkte fra minkavleren.

- Jeg oplever myndighederne som ineffektive, der ikke kan finde ud af at koordinere indsatsen, siger minkavler Kristian Frederiksen.

Hos Daka bekræfter transportmanager Henrik Vibe, at rekvireringen af containere til de enkelte minkfarme skal ske gennem Fødevarestyrelsen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Friske dyr

Kristian Frederiksen er indehaver af to af de smittede farme i Nordjylland, som i disse dage afventer situationen.

5. oktober blev hans dyr på to farme smittede med få dages mellemrum. I dag 18 dage efter smitten er dyrene friske igen. De spiser normalt og opfører sig normalt, fortæller han.

Dyrene er ikke blevet testet for om de ikke længere bærer virus. Sådanne test bruger veterinærmyndighederne ikke ressourcer på.

- Jeg har ikke lyst til at aflive mine dyr, som nu ikke viser tegn på sygdom, men efterhånden som situationen udvikler sig, har jeg mistet gejsten. Vi fik at vide i sidste weekend, at vi nu selv har mulighed for at aflive minkene, men der sker ingenting. Jeg er afhængig af både en container og af at der er en repræsentant fra Fødevarestyrelsen til stede, inden jeg må starte aflivningen. I weekenden sker der heller ingenting, så der kan gå lang tid, siger Kristian Frederiksen.

Kristian Frederiksen er vred over, at myndighederne stiller sig frem og siger, at der er styr på situationen.

- I øjeblikket er 16 ud af de 18 smittede farme på Gjøl stadig ikke aflivede. Kun to farme har fået aflivet. De har nu været smittet i 14 dage uden Fødevarestyrelsen har foretaget sig noget. 14 farme med raske dyr er allerede aflivet, siger han.

Minkavleren fortæller, at nogle af hans naboer med minkavl efterhånden er så trætte af situationen, at de overvejer at grave et hul med opstillede bigballer rundt omkring og begrave de døde mink.

Tidligere har minkavlere haft mulighed for at hjælpe myndighederne mod betaling. Nu kan minkavlere selv stå for aflivningen samt rengøring og desinfektion og få dækket udgifterne til det, men selve arbejdet bliver bremset af praktiske problemer.