En litauisk gård med 15.919 svin er blevet ramt af den såkaldte klassiske svinepest, skriver den internationale svineportal PigProgress.net. Den uheldige gård ligger i landsbyen Sils, tæt på Litauens næststørste by Kaunas.

Mistanken om svinepest på gården opstod den 31. maj, og allerede dagen efter blev denne mistanke bekræftet, og The World Organization for Animal Health blev underrettet af de litauiske myndigheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De har nu taget de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger på og omkring gården i Sils og skal i gang med en massiv kontrol på de andre litauiske gårde med svineophold for at sikre, at svinepesten ikke breder sig.

Svinehandel suspenderet

Al svineeksport og svinehandel i Litauen er sat på stand by, indtil undersøgelserne er gennemført.

Alle 15.919 svin på gården skulle være modtagelige over for virusset, hvis oprindelse stadig er uklar. Indtil nu er der dog ikke mistanke om, at det kom fra et vildsvin.