- Vi har en tydelig oplevelse af, at nogle andelshavere ikke synes, det er helt tydeligt, hvordan aftalen skal forstås i forhold til vedtægterne. Der er også stadig tvivl om spørgsmålet om fortrolighed. Det skal vi have gjort tydeligere og mere præcist, siger Steen Nørgaard Madsen, medlem af bestyrelsen i Arla Foods og danske Area Council.

Tirsdag aften havde Arla inviteret andelshaverne til møde i Billund for at drøfte den nye leveranceaftale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg synes, vi havde et fint møde, hvor vi fik drøftet tingene og fik en gennemgang af aftalen. Vi fik også svaret på de spørgsmål som LDM havde stillet, siger Steen Nørgaard Madsen.

Bestyrelsen og ledelsen i Arla vil nu gennemgå aftalen igen og kigge på teksten omkring fortrolighed og leveringsaftalen i forhold til vedtægterne og lave en tydeligere præcisering.

Kritik til efterretning

Steen Nørgaard Madsen understreger, at der ikke bliver tale om en ny aftale eller ændringer i selve aftalen, men en præcisering af de punkter, som har været udsat for kritik fra andelshaverne.

- De samme nye præciseringer vil gøre sig gældende for de andelshavere, som allerede har skrevet under på aftalen, siger han.

Til kritikken af hele kommunikationen omkring aftalen, siger Steen Nørgaard Madsen, at bestyrelsen tager til efterretning, at flere andelshavere har følt usikkerhed omkring aftalen, og følt de fik mundkurv på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det må vi se at finde en løsning på, siger han.

Steen Nørgaard Madsen regner med, at Arla i løbet af få dage vil være klar med en præcisering til samtlige andelshavere.