Danmarks Naturfredningsforening og Forbrugerrådet har anmeldt Arlas reklamer "Tættere på naturen" for at være vildledende og i strid med markedsføringsloven. Også Socialdemokraternes miljøordfører Mette Gjerskov har kritiseret reklamerne for at være vildledende.

Danmarks Naturfredningsforening og Forbrugerrådet mener, at reklamerne via brugen af sloganet "Tættere på naturen" samt brugen af billeder af idyllisk natur, som slet ikke svarer til den landskabs- og natursituation, der findes på Arlas konventionelle dyrkningsarealer, vildleder den naturinteresserede forbruger til at købe konventionelle landbrugsprodukter på trods af, at det netop er denne form for produktion, der belaster naturen allermest, skriver organisationerne i deres anmeldelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu kan man selvfølgelig vælge at betragte anmeldelsen og den socialdemokratiske kritik som endnu et eksempel på, at landbrugets og dets virksomheder forfølges helt urimeligt af uvidende ignoranter, uanset, hvad erhvervet foretager sig.

Men man kan også kalde anmeldelsen et selvforskyldt resultat af dum propaganda.

Arla har i virkeligheden lagt op til et gedigent selvmål med kampagnen, og det var kun et spørgsmål om tid, inden erhvervets fanatiske modstandere ville prikke bolden over stregen og indkassere et billigt point.

Desværre smitter sådan en lille, men dum sag af på hele erhvervet.

Det er kendt, at en af de helt store udfordringer for erhvervet og dets virksomheder er, at færre og færre mennesker ved, hvordan tingene i virkeligheden ser ud ude på landet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er et problem, som mange gør en indsats for at ændre på. Der arrangeres åbent landbrug, skolearbejde og meget mere, og for første gang er der endda iværksat en storstilet, koordineret indsats fra alle grene af landbruget og dets virksomheder i form af en omdømmekampagne.

Kommunikationsfolk ved udmærket, at Arlas reklamer kun bidrager til at gøre oplysningsarbejdet endnu vanskeligere. Alligevel har Arlas marketingafdeling tilsyneladende fået lov at arbejde ud fra en tese om, at det er smart at overdrive og vise virkelighedsfjerne drømmebilleder for at få os til at købe mælk.

Hvis den store omdømmekampagne skal have en chance, skal vi både opføre os ordentligt, udføre vores arbejde forsvarligt - og lade være med at vise falske billeder af virkeligheden på landet.

Med Danish Crown-formand Niels Mikkelsens ord i artiklen på side 6 i denne udgave af Maskinbladet, skal vi gøre os fortjent til opbakningen.

Når marketingafdelingen i Arla forståeligt nok vil sælge mælk, så brug dog alle de gode argumenter, som ligger lige for. Det kan være noget om alle de gode ting, mælken indeholder. Der er også masser af muligheder i de mange situationer i hjemmet, hvor mælken indgår - eller burde indgå - som en naturlig del af kosten.