Udbuddet af levende grise er fortsat stigende i Europa. Det kan ses på udbuddet af kød, men for nuværende er der en god aktivitet blandt kunderne, fortæller Søren Tinggaard fra Danish Crown.

- Vi kan godt mærke, at udbuddet er større nu end for et par uger siden, men grundet vores relativt store eksport ud af Europa har vi indtil videre formået at holde priserne oppe, fortæller Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Endvidere oplyser Danish Crown, at der er fin efterspørgsel på brystflæsk og bove. Forender afsættes jævnt, mens udbuddet af skinker, kamme og bacon er stigende.

- Der er fortsat meget stor forskel på efterspørgslen af de enkelte delstykker. Det betyder, at der er hård kamp om ordrerne på nogle udskæringer, mens andre udskæringer omsættes uden problemer, siger Søren Tinggaard.

Til landene udenfor Europa er der et jævnt salg til Japan, mens salget til Kina fortsat koncentrerer sig om de traditionelle Kina-varer som hoveder, tæer og haler.