Helle og Per Warming driver en mælkeproduktion i Aars med 250 årskøer i en stald fra 2001. Køerne malkes to gange dagligt i en indvendig karrusel fra Deleval med 25 pladser. Når man spørger Per Warming, har malkerobotter ikke været med i overvejelserne, og det tvivler han også på, de kommer i fremtiden.

Planlægningen af en udvidelse med 100 køer er i fuld gang. Heldigvis er karrusellen bygget så stor i sin tid, at den let kan malke de ekstra køer, så investeringen er alene i stald og ikke i dyrt malkecenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Særligt nu, hvor vi har fået styr på de problemer, vi har haft, er det intet problem at udvide koantallet, siger Per Warming.

Store problemer med afspark

I de sidste år har Per Warming oplevet stadig større problemer i stalden, når det kom til malkningen. Køerne var urolige, og det gav forskellige problemer.

En af de største problemstillinger i karrusellen var urolige køer med mange afspark og et stort behov for sparkbøjler.

- Det var helt normalt til sidst, at vi havde mellem 20 og 25 afspark på en malkning, og vi havde fast vores sparkbøjler i brug for at minimere det, fortæller Per Warming.

Problemerne begyndte for fem år siden, og siden har der ifølge Per Warming været en tiltagende uro i karrusellen, og antallet af afspark steg løbende i den periode.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det var særligt vores kvier, der var meget urolige, når de skulle malkes, og det gav store problemer med vores kotrafik, da alt for mange køer skulle hentes ind i karrusellen, fortæller han.

Et andet problem var et lidt for højt celletal og lidt for mange yverbetændelser. Særligt var der for mange yverbetændelser i senlaktationen.

Malkerutiner gennemgået flere gange

I de år, hvor problemerne stod på, har Per Warming forsøgt mange tiltag for at få problemerne løst. Flere folk har været inde for at se på hvad der kunne gøres, men det var som om intet hjalp.

- Vi har haft folk fra Deleval, der har kigget på det, og Seges' mælkekvalitetsrådgivere har også været her og givet deres bud på, hvordan det kunne løses, fortæller Per Warming.

Nogle af de ting, som blev påpeget, var problemer med vakuummet under pattespidserne, som var for lavt, og samtidig blev der gjort opmærksom på, at forberedelsestiden var for kort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den med forberedelsestiden er jo en ting, man skal have løbende kontrol med, for det vil let glide i den retning med tiden, siger han.

Løsning fundet på kvægkongres

I starten af året deltog Per Warming i årets kvægkongres, som er en årlig tilbagevendende begivenhed for ham. I år var der en del indlæg om malkning og malkerutiner, og til et af indlæggene fortalte Per Andersen fra Compex, om de specielle trekantede og topventilerede pattegummi, som ifølge tests viste rigtig gode resultater.

- Det lød meget spændende, og jeg kunne genkende nogle af de problemstillinger som Per fortalte om, siger Per Warming og fortsætter:

- Så da jeg stødte på ham til middagen om aftenen, aftalte jeg med ham, at vi skulle snakke sammen efter kongressen.

Efter kongressen kom Per Andersen på besøg, og han og Per Warming besluttede at afprøve de nye pattekopper fra Milkrite.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det var nemt at tage chancen, da Compex lovede at tage dem tilbage igen uden beregning, hvis de ikke hjalp, fortæller Per Warming.

Mere rolig malkning

Den største forandring i stalden er, at roen i malkekarrusellen har sænket sig, efter de nye hovedventileret trekantet pattegummi med dertilhørende hylstre er taget i brug. Nu oplever de ansatte ikke længere de mange afspark, og det har resulteret i en markant bedre malkning.

- Der er jo kommet bedre kotrafik i karrusellen, og så har vi fået roligere køer at malke, siger medhjælper Michael Bols og fortsætter:

- De sparker ikke så meget mere, og bøjlerne er ikke så meget i brug, som de har været.

Faktisk fortæller han, at der lige nu kun er to køer, som skal have bøjlen på fast. Til gengæld står de resterende køer helt stille, når de bliver malket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Per Warming kan også fortælle, at celletallet er faldende, og nu ligger på 185.000.

- Når vi kigger på opgørelsen, er det tydeligt, at problemkøerne stiger i celler, mens de resterende køer falder, siger han og konkluderer:

- Derfor skal vi have den andel af køer, som er i problemgruppen, sorteret fra hurtigst muligt.

Siden det nye system er taget i brug, oplever de også færre yverbetændelser, men han er meget ked af at konkludere, om det udelukkende skyldes det nye pattegummi, eller om det er andre faktorer, der spiller ind.

Per Warming ser dog et sikkert tegn på, at malkningen er blevet hurtigere end før. Han kan nemlig se, at den tanktemperatur, som mælken har efter malkning, er steget med godt to grader, hvilket han mener er et tegn på, at mælken løber hurtigere til tanken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Belgisk ekspert på besøg

En af de ting, som Per Warming har været mest imponeret over, er den service, han har fået fra Compex og Milkrite.

- Mens vi testede de nye sæt, kom der en ekspert fra Belgien på besøg, som skulle gennemgå anlæg og malkerutiner, fortæller Per Warming.

Den belgiske ekspert kom frem til mange af de samme ting som Seges, men samtidig var der enkelte andre ting såsom slangeføringens påvirkning af vakuummet. Hvis slangen ligger på gulvet i stedet for at blive ført op mod loftet, stiger vakuummet.

- Jeg er meget imponeret af, at de sender en ekspert helt herop for at sikre, at det bliver gjort godt nok, og for at lære os hvordan vi skal gøre, siger Per Warming.

Han vil klart anbefale andre med de samme problemer at få en snak med Compex.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en rimelig beskeden investering, som på ganske kort sigt kan tjenes hjem igen.

Belgisk test viser gode resultater

I Belgien har den belgiske mejeriforening, MCC, gennemført en videnskabelig test hos 20 besætninger, på det trekantede, topventilerede impulseAir pattegummi, som i Danmark markedsføres af Compex.

Både tank-celletallene og den procentuelle andel af køer med forhøjede celletal i forbindelse med ydelseskontrol faldt efter, at de topventilerede, trekantede pattegummier var taget i brug.

I 12 af de 20 besætninger blev der desuden registreret færre tilfælde af yverbetændelse, mens forekomsten af yverbetændelse forblev uændret i de resterende otte besætninger.

Den belgiske test dokumenterer også, at malkning med impulseAir pattegummi er mere skånsom ved køernes patter. Andelen af hårde pattespidser blev således reduceret fra 31 til syv procent. Og andelen af glatte pattespidser steg således fra 69 til 93 procent. Ligeledes blev antal af hyperkeratose (udkrængning af pattekanalen) væsentligt reduceret.