Lyt til artiklen:

Første fund i Danmark: Farlig nematode kan true kartoffelavl

00:00
Hastighed: ???x
02:10

Vær opmærksom på angreb af rodgallenematoden (Meloidogyne chitwoodi). Den er for første gang fundet i Danmark på mark med konsumkartofler, og kilden til smitten er ikke kendt. Det skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Rodgallenematoden har mange værtsplanter, men er især en trussel i kartoffelproduktionen, hvor symptomerne viser sig som galleagtige opsvulmninger på knoldene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tidlige stadier af smitte viser dog sjældent symptomer. Udover kartofler er afgrøder som tomat, gulerod, asparges, skorzonerrod, ærter, bønner, majs og græsser også med til at opformere nematoden.

Vanskelig af se

Rodgallenematoder er 0,4-2 millimeter store og er derfor vanskelige at se med det blotte øje, og nøjagtig bestemmelse af arten kræver mikroskopiske og molekylære undersøgelser. Forekomst afdækkes ved brug af jordprøver for fritlevende nematoder og eventuelt visuelt syn hvis overhovedet muligt.

Angreb af rodgallenematoden medfører vækstreduktion, udbyttetab og kvalitetsforringelse, som kan medføre økonomiske konsekvenser. De spredes let med inficerede planter som blandt andet læggekartofler, men også med inficeret jord, og kan derfor også få konsekvenser for eksport af læggekartofler og værtsplanter i øvrigt.

Hvad kan du selv gøre?

For at mindske risikoen for at rodgallenematoden etablerer og spreder sig, kan du:

  • Holde øje med symptomer på især kartoffel, gulerod og skorzonerrod.
  • Rengøre og desinficerer maskiner og redskaber der bruges i din produktion.
  • Undgå deponering af jord og affald på marker bestemt til kartoffelavl.

Det er desuden vigtigt løbende at være opmærksom på symptomer på angreb fra skadegørere. Det gælder særligt symptomer, som ikke tidligere er set, da der kan være tale om angreb af særligt alvorlige planteskadegørere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis du ser nye symptomer, er det altid vigtigt at reagere hurtigt og undersøge, hvad planterne fejler, så der ikke sker spredning og etablering med potentielt store tab til følge.