Natten mellem fredag og lørdag brændte en gammel driftsbygning på Egemarke Gods ved Føllenslev ned. Udover bygningen mistede Godsejer Claus Lohmann Poulsen 700 ton nyhøstet korn ved branden. Han vurderer, at kornet havde en værdi omkring en million kroner. Det skriver sn.dk.

- Det har været fremme, at det fortrinsvis var såsæd, der brændte, men det er ikke korrekt. Mængden af såsæd udgør cirka 50 ton. Langt den overvejende mængde var byg og hvede til foder, siger han til mediet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Årsagen til branden er ikke afklaret.

- Nej, og jeg tror ikke, at vi kommer frem til den eksakte årsag. Men det er vel mere end sandsynligt, at det har noget med varmen at gøre. Det kan være en motor, der er blevet overophedet eller på anden måde har antændt korn i forbindelse med transport-arbejdet, siger Claus Lohmann Poulsen.

Vestsjællands Brandvæsen blev fredag aften kaldt til Egemarke Gods, hvor det stod klart, at driftsbygning ikke kunne reddes. Flammer stod mange meter op gennem taget og ilden bredte sig med eksplosiv hast i bygningen med korntørreri og -lager, skriver sn.dk.