På Djursland er høsten snart meldt færdig. Der er endnu få steder, som mangler at få høstet vårbyg og havre, men høstbarometeret for hele Djursland viser allerede i denne uge, at udbytteindexet for de to afgrøder ligger på 50 procent baseret på et fem-års gennemsnit. Det skyldes dette års tørke, som har været særlig hård på Djursland. Det skriver Djursland Landboforening i en pressemeddelelse.

- Vi har nogenlunde allesammen fået lige lidt regn. De 50 procent er et gennemsnit, og der er rigtig store variationer her på Djursland. Det kommer meget an på jordtyperne. Nogen har høstet noget over middel, mens andre har høstet helt katastrofale udbytter, siger Peter Poulsen, som er formand for Udvalget for Planter og Natur i Djursland Landboforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vårbyg under pres

De halverede udbytter for vårbyg bliver, ifølge landboforeningen, ekstra problematisk, eftersom vårbyg er den afgrøde, som har fyldt absolut mest på markerne i år. Årsagen finder vi i efteråret 2017, som var så vådt, at landmændene ikke kunne komme i marken og så deres vintersæd. Det betød, at de måtte satse på vårsæden. Derudover har vi i år sprunget foråret over og gået direkte fra vinter til sommer. Det har betydet, at afgrøderne har skullet gøre sig færdig hurtigt. De har skullet sætte rødder i en jord med konstant faldende vandspejl grundet varmen.

- Derfor kommer udbytterne i vårbyg til at sætte et stort aftryk på den samlede høst, siger Peter Poulsen.

Direkte konsekvens

Konsekvenserne af de lave udbytter af vårbyg har fået priserne på korn til at stige markant. Planteavleren haft færre udgifter til mandskab i forbindelse med høsten, da der ikke har været spildtid. Landmændene har ikke haft omkostninger i forbindelse med tørring af kornet, og hele høsten har ikke været nær så hård ved maskinparken, fordi der har været så tørt.

Peter Poulsen forklarer, at ser man isoleret set på planteavlere alene, så kan de stigende priser på korn resultere i, at skaderne ikke bliver nær så store som frygtet.

Dyrt foder

Det lyder jo umiddelbart alt sammen meget godt, set i lyset af de dystre høstprognoser, men der er flere landmænd, som bliver alvorligt ramt af de manglende udbytter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Værst ser det jo ud for husdyrbrugene. Det kan godt være, at vi får mere for kornet, men de skal nu ud og købe dyrt foder til deres dyr, fordi de måske ikke selv har haft så store udbytter i år, siger Peter Poulsen.

Helt katastrofalt bliver det hos de kvægbrug, der kommer til at mangle grovfoder til dyrene, fordi der ikke har været noget at bjerge fra markerne.

- Nu venter vi alle på, at der kommer regn, så vi kan få næste års afgrøder i jorden, siger Peter Poulsen.