Danske One2Feed havde en opdateret og forbedret udgave af firmaets automatiske fodringssystem med på den internationale EuroTier messe i Hannover, Tyskland, 15. - 18. november.

Siden forrige EuroTier i 2014, hvor One2Feed også var med, er firmaets i forvejen meget driftssikre og arbejdsbesparende fodringssystem til kvægstalde blevet yderligere forbedret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har opdateret softwaren og forbedret nogle af de mekaniske dele. Det har forøget blandeegenskaberne, især i forhold til kompaktfoder, fortæller Hans Scriver, direktør i One2Feed.

Gæsterne på EuroTier kunne nærstudere en af One2Feeds avancerede mixere, der kan blande og udfodre op til 30 forskellige recepter med 29 forskellige komponenter. Mixeren er designet til ophængning i en skinne under loftet og kan i en udgave med aflæsserbånd dække et foderbord på op til 5 meters bredde.

Også et af One2Feeds robuste magasiner, hvor foderet føres frem på et Moving Floor, blev vist frem på EuroTier.

Hans Scriver ser EuroTier som det vigtigste internationale udstillingsvindue for One2Feed og som det sted, hvor man kan følge med i, hvad der sker på markedet for udstyr til kvægstalde.

One2Feed er tidligere kommet hjem fra EuroTier med kontakter, som har ført til eksport til Japan og adskillige lande i Europa.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der kommer forhandlere og landmænd fra alle dele af Europa, fra Asien og Amerika, så det er en vigtig messe for os, siger Hans Scriver.