Onsdag advarede norsk professor mod dansk svinekød og opfordrede norske forbrugere til at undgå at spise det, da det er forbundet med risiko for smitte med svine-MRSA.

Men svine-MRSA smitter ikke gennem indtagelse, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Fødevarestyrelsen er ikke enig med den norske professor, siger Per Henriksen, veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, i en pressemeddelelse.

- Selv om MRSA kan findes på svinekød, er der intet, der tyder på, at tilberedning og spisning af kødet udgør en smittekilde, fortsætter han.

Fem punkter

Fødevareministeriet har fornyligt lanceret en fempunktsplan, der skal bremse udbredelsen af svine-MRSA:

1. Krav om tøjskift og håndvask når man forlader stalden.

Der bliver indført krav om smittebeskyttelse, når mennesker forlader svinebesætninger. Kravene vil minimere risikoen for, at der føres smitstoffer, herunder også resistente bakterier, med ud fra stalden og videre ud i samfundet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

2. Krav om smittebeskyttelsesplan

Udover krav om vask af hænder og tøjskift ved udgangen fra stalden indebærer smittebeskyttelseskravet, at landmanden og dyrlægen sammen skal drøfte hvilke yderligere tiltag, der kan reducere spredningen af bakterier og sygdomme fra stalden. Tiltagene skal fremgå af en smittebeskyttelsesplan, der udarbejdes for den pågældende besætning.

3. Rutinemæssig flokmedicinering stoppes

Syge dyr skal selvfølgelig behandles, men at behandle en hel besætning med medicin er langtfra altid nødvendigt. Derfor er der netop indført krav om flere dyrlægebesøg i form af sygebesøg samt krav om laboratorieundersøgelser, så kun de dyr, der er syge, får antibiotika.

4. Ny MRSA rådgivningstjeneste

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra 1. juli oprettes en rådgivningstjenesten målrettet personer, der arbejder med svin og sundhedspersoner. Rådgivningstjenesten vil være en væsentlig aktør i forhold til at begrænse smitten af svine-MRSA i samfundet

5. Undersøgelse af afgiftsstruktur på antibiotika

Der igangsættes en evaluering af afgiftsstrukturen på antibiotika, der har til formål at finde nye løsninger, der kan styrke incitamentet til at vælge alternativer til antibiotikabehandling, som f.eks. forebyggende vaccinationer.