Det får ikke umiddelbart nogle konsekvenser for den igangværende indkøring af slagteriet, at der er opstået en tvist mellem Danish Crown og den totalentreprenør, der står for byggeriet. Håndværkerne har stoppet arbejdet og derfor kan færdiggørelsen af byggeriet trække ud.

- Det er en ærgerlig situation, vi er havnet i, men den slags kan man desværre ikke gardere sig mod på så stort et projekt som det her. Heldigvis er vi så langt, at vi kan fortsætte indkøringen af slagteriet, men det er klart, at vi skal have fundet en løsning inden for en overskuelig fremtid, siger DC Beefs direktør Lorenz Hansen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uenigheden handler om den plan, der ligger for den endelige færdiggørelse af bygningerne. På en række områder står parterne med en vidt forskellig opfattelse af, hvad der er færdigt, og hvad der ikke er.

Slagteriet i Holsted er bygget til at slagte cirka 4.500 kreaturer om ugen.