Første halvdel af regnskabsåret forløb længe helt efter planen i Danish Crown Beef. De iværksatte initiativer i særligt Teterow og Scan-Hide bar frugt. Driften i koncernens forædlingsselskaber udviklede sig også positivt, men så kom corona-krisen og udhulede fremgangen.

Da corona-virussen fik de europæiske regeringer til at lukke samfundene ned ramte det i høj grad foodservicebranchen, der blandt andet leverer til kantiner, restauranter og cafeer. Ud over at koste på afsætningen af okse- og kalvekød gik salget af huder også næsten i stå. Derfor fik afregningen for ejernes leverancer af kreaturer et dyk, og det ærgrer Finn Klostermann, CEO i Danish Crown Beef. Indtil da var der nemlig rigtigt meget, der gik den rigtige vej.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De første fem måneder af halvåret var efter bogen, og alt tydede på, at vi havde set bunden af priserne på både okse- og kalvekød. Det har corona-krisen desværre ændret på, men omvendt har vi vist, at vi evner at omstille os lynhurtigt, og derfor er vores afregning til landmændene faldet væsentligt mindre end i resten af Europa, siger Finn Klostermann, der er CEO i Danish Crown Beef.Scan

Årsregnskabet for 2018/2019 var mærket af lave priser på huder samt et tysk marked i ubalance, hvor især Teterow-slagteriet i Mecklenburg-Vorpommern ikke bidragede som forventet. En målrettet indsats i Scan-Hide samt en nedlukning af griseslagtningerne i Teterow skabte dog hurtigt fremskridt, skriver DC Beef. 

Nedlukning i Tyskland

-  Nedlukning af griseslagtningen på vores slagteri i Teterow i det østlige Tyskland i slutningen af sidste år var det helt rigtige valg. Driften er markant forbedret gennem en fokuseret indsats, og samtidig har vi iværksat en række projekter, der giver grobund for yderligere fremdrift, siger Finn Klostermann.

Scan-Hide har efter flere andelshaveres udmeldelse sidste år og ændringer i organisationen igen styrket sit råvaregrundlag og været på vej frem. Den nye ledelse har udstukket en klar kurs, som var begyndt at vise klare resultater, da corona-krisen satte fremskridtene på pause. Scan-Hide har sine største kunder i Italien, og derfor har afsætningen af huder stort set stået stille, siden Norditalien blev lukket ned i slutningen af februar.

Stærk dansk drift 

Driften i den danske del af forretningen har i første halvår været god, og det blev især synligt, da corona-krisen indtraf.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Medarbejderne har over en bred kam leveret en helt fantastisk indsats under corona-krisen. På få timer fordoblede vi mere eller mindre kapaciteten på hakket oksekød og formåede stort set til fulde at imødekomme detailhandlens efterspørgsel. Den agilitet er en enorm styrke, og den skal vi holde fast i, når vi begynder at bevæge os ud af krisen, for det er vejen til igen at kunne løfte afregningen for ejernes leverancer, siger Finn Klostermann.

Samtidig har ejernes forståelse for situationen også været vigtig. Ved at sende færre dyr til slagtning har de bidraget til at holde udbuddet af dansk okse- og kalvekød på et niveau, hvor langt det meste, trods det manglende salg til foodservice, er blevet afsat løbende.Derfor ser Finn Klostermann også frem til at kunne arbejde videre med de initiativer, som kan bidrage til at løfte afregningen på kreaturer, når krisen er drevet over. Det er blandt andet en klimacertificering af kalvene, som ser meget positiv ud og Statens Dyrevelfærdsmærke, der skal synliggøre de gode initiativer ude i kølediskene.

- Kalveproducenterne er i fuld gang med at lade sig klimacertificere. De første tal indikerer, at produktionen under Dansk Kalv hører til i den absolutte verdenselite. Samtidig bakker vi op om Statens Dyrevelfærdsmærke, der er bedst kendt som "Hjertemærket". Udrulningen mod forbrugerne er i fuld gang. Oksekød fra Friland ligger allerede i kølediskene med to hjerter, og det vil Dansk Kalv også have om få måneder, siger Finn Klostermann. Den gennemsnitlige afregning for kreaturer har i det første halvår af regnskabsåret 2019/20 været 19.91 kr/kg. Det er 1 procent mindre end i den tilsvarende periode sidste år.