Det undrede flere af medlemmerrne i Fødevareudvalget, at fødevareminister Dan Jørgensen (S) ganske kort tid inden samrådet i udvalget om den såkaldte alperegel - forbud mod pløjning af marker med en hældning over 12 grader fra høst til 1. marts - gik ud og fortalte medierne, at han havde ændret reglen.

De folkevalgte politikere synes ikke uden grund, at det mest rimelige må være, at de, der har indkaldt til samråd om sagen, orienteres inden eller i det mindst samtidig med offentligheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men den kritik afviste Dan Jørgensen over for Maskinbladet:

- Jeg havde inden mødet sikret mig et flertal for den løsning, jeg fremlagde, sagde Dan Jørgensen, der ikke kunne indse, hvorfor politikerne skulle være orienteret først.

God dialog

Bortset fra den lille kurre på tråden forløb samrådet ganske fredeligt, ikke mindst fordi minisisteren havde imødekommet en stor del af den rejste kritik.

Dan Jørgensen understregede over for Maskinbladet, at han har haft en god dialog med landbruget omkring de nye regler, omend han erkendte, at landbruget ikke er imødekommet med alle sine ønsker:

- Landbruget ønsker den tyske model, hvor der er restriktioner fra 1. december til 15. februar, men der siger de danske forskere, at det ikke vil være nok til at løse miljøproblemerne, og det vil være at spille hasard med danske skatteyderkroner, fordi det vil bringe os i overhængende fare for "underkendelser" i EU-systemet, så vi skal betale EU-støtte tilbage. Derfor har vi fundet en løsning, der ganske betragteligt minimerer omkostningerne for landbruget, samtidig med at vi adresserer et vigtigt miljøproblem, siger ministeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hør interview med fødevareministeren her.

Populisme

Han kalder udtrykket alpereglen for "populisme" og peger på, at "der er ikke alper i Holland, og Holland har også implementeret disse regler":

- Det er useriøst, fordi der findes reelle miljøproblemer i Danmark. Det kan enhver gå ind på Aarhus Universitets hjemmeside og se billeder af. Vi skal lægge polemikken på hylden og anerkende, at vi har fundet frem til en god løsning, hvor miljøhensyn går hånd i hånd med hensyn til erhvervet, sagde Dan Jørgensen, der heller ikke lægger skjul på, at den første udgave af reglerne har været for restriktiv:

- Derfor er vi kommet frem til en ny løsning for landbruget, der kun berører en fjerdedel af de arealer, der før var ramt. Det er en løsning, jeg sagtens kan stå på mål for, sagde ministeren til Maskinbladet.

Rigtig retning

Jacob Jensen fra Venstre, der havde indkaldt til samrådet sammen med partifællen Erling Bonnesen, sagde efter samrådet, at ministerens udspil er "et skridt i den rigtige retning", men at han på den anden side hellere havde set en gennemførelse af de tyske regler på området:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ministeren har indset, at det oprindelige udspil var en overimplementering af EU-reglerne. Han gør det nu mere målrettet i forhold til de arealer, der er omfattet. Men nu får landmændene mulighed for at dyrke deres vintersæd, og det er et stort skridt i den rigtige retning. Så jeg er ikke 100 procent, men 75 procent tilfreds, siger Jacob Jensen.

Hør interview med Jacob Jensen.

Lagt i selen

Også Landbrug & Fødevarers viceformand Lars Hvidtfeldt var til stede ved det åbne samråd, og han er som helhed ganske tilfreds med, at det er lykkedes at rokke ved det oprindelige udspil:

- Fødevareministeren har lagt sig i selen for at justere og tilpasse reglerne til virkeligheden. Han er ikke kommet helt i mål, idet vi gerne havde set regler, som var ens med de tyske. Det vigtigste havde dog været en respekt for, at landmandens driftedelse bliver honoreret. Det havde været en anerkendelse af landmanden for, hvad han altid har gjort, sagde Lars Hvidtfeldt.

Direkte adspurgt om han selv rundt om i det danske landskab har oplevet jorderosion fremkaldt af for emsig pløjning på hældende jordstykker lød svaret, at det havde han ikke:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er også derfor, vi ikke synes, at disse regler giver den store mening. Havde der været et problem, ville Danmark have været fladt som Holland. Danske landmænd ved godt, at har de et problem, skal de tage hensyn til det i deres dyrkning, og det gør de.

Hør interview med Lars Hvidtfeldt her.