Det er helt unødvendigt, når vognmænd rejser en debat mod traktortrukken transport på landevejene. Det mener Sønderjysk Landboforening, som reagerer efter at vognmændenes organisation har rejst en debat.

Sønderjysk Landboforening mener, at der er klare forskelle mellem lastbil- og traktortransport, og sådan skal det fortsætte med at være.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et redskab

"Traktorer er nu en gang det køretøj, der kan færdes både på vej og mark, og er det køretøj, som er landmandens redskab til håndtering af visse produkter lokalt omkring gårde. Vi mener, lastvognstransport er noget helt andet og velegnet til lange distancer og gode landeveje. Igennem generationer har man fundet en naturlig arbejdsdeling," skriver Sønderjysk Landboforening, som opfordrer vognmænd til at undlade at blande sig i landbrugets regler.

Det skaber arbejde

"Vi kan nemlig kun se, at det giver masser af ekstra omkostninger, hvis man indfører regler for international vognmandstransport ned over et landbrug, som skal have kørt et par læs møg ud i marts måned. I Sønderjysk Landboforening vil vi derfor på det kraftigste opfordre vognmændene til at stoppe aktionen mod landbruget – og i stedet samarbejde. Vi har nemlig ikke brug for flere omkostninger – omkostninger lukker landbrug. Vognmænd kører jo i høj grad med landbrugsvarer og forarbejdede produkter. Så vi har jo en fælles interesse i, at vi står sammen om at holde omkostningerne ned, så det kan betale sig for os at producere – og I har noget at køre med," lyder det fra landmænd til vognmænd.