Harer og agerhøns er blandt de vilde, danske dyr, som ifølge Videncenter for Landbrug er i tilbagegang.

Men flere landmænd vil gerne gøre en indsats for at bevare markvildtet ved at etablere en række tiltag på markerne. Det viser et projekt fra Videncentret for Landbrug og Aarhus Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Haren, der tidligere var et af Danmarks mest almindelige dyr, er i tilbagegang, og det gælder også for flere af de planter og dyrearter, der tidligere var almindelige i den danske natur.

For markvildtet er forklaringen ifølge videncentret, at de mangler levesteder i det opdyrkede landbrugsland, og dyr som harer og agerhøns har derfor svært ved at finde føde, dækning og ynglesteder.

- Men med små tiltag på markerne kan danske landmænd være med til at hjælpe en lang række dyr og planter - lige fra løbebiller og sommerfugle til agerhøns, harer og rådyr. Det viser projekt om markvildtstiltag, som Videncentret for Landbrug og Aarhus Universitet står bag.

- I projektet har vi særligt fokus på, hvad landmændene kan gøre for at hjælpe harer og agerhøns, fordi antallet af disse dyr er faldet støt gennem mange år. Og det har vist sig, at mange landmænd er interesserede i at gøre noget godt for naturen og allerede har oplevet gode resultater, siger Cammi Aalund Karlslund, natur- og miljøkonsulent, Videncentret for Landbrug.

Men hun tilføjer, at der mangler en veldokumenteret vurdering af, hvor og hvordan tiltagene skal udformes og placeres for at have den bedste effekt i forhold til naturen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor er projektets mål at give landmænd en mere præcis viden om, hvor, hvordan og hvilke tiltag der skal etableres for at få mest natur kombineret med en effektiv markdrift, oplyser hun.

I projektet indgår seks ejendomme som forsøgs- og demonstrationsværter. Her afprøves forskellige natur- og vildtvenlige tiltag i og langs marken.