Kjartan Poulsen brugte en del af sin taletid på generalforsamlingen i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter til at efterlyse en højere afregningspris for de danske mælkeproducenters mælk.

- Vi kæmper stadig for at vinde lydhørhed for, at afregningsprisen skal op. Mindst til et niveau på højde med de store konkurrenter i Europa, og det vil i praksis sige FrieslandCampina, fordi de afregner efter et gennemsnit af en række andre mejerier. I virkeligheden skal vi have højere pris for, at vi producenter kan honorere det højere omkostningsniveau, vi har i Danmark, sagde Kjartan Poulsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han anfægter, når danske mejerier siger, at det ikke kan lade sig gøre at få højere pris end andre.

- Sjældent har jeg hørt værre sludder. De dygtige af de store, private mejerier i Frankrig, Italien, Schweiz og andre steder tjener typisk mellem 50 øre og 1 krone pr. kg omsat mælk. Det fremgår af de regnskabstal, de trods alt slipper ud, og det ligger på linje med de tal, der fra forskellig side nævnes fra mere interne kontakter. Og de betaler altså samme pris som andelsmejerierne - og ofte endda lidt mere, konstaterer Kjartan Poulsen.

Han mener, at rentabiliteten i dansk mælkeproduktion for øjeblikket ligger gemt bag en højere afregningspris og lavere omkostninger til ”Lov om hold af kvæg og deres afkom”, kreditforeningsbidrag dyrevelfærdskontrol, plantebeskyttelse, miljøgodkendelse, overholdelse af Arlagårdens regler, og en pertentlig overholdelse af samtlige punkter i kontrollørernes manual for krydsoverensstemmelse.

- I udlandet kan vi møde producenter, der mener, at vi lyver, når vi fortæller dem om for eksempel kalvedirektivets fortolkning i Danmark.

Målet er bedre bytteforhold

Artiklen fortsætter efter annoncen

- LDM har gennem et par år interesseret sig for bytteforholdet ved mælkeproduktion. Og det er glædeligt, at Kvæg har fået samme ide. De seneste års udvikling i afregningspris og omkostninger har vist, at det er nytteløst udelukkende at tale om afregningspris, sagde Kjartan Poulsen.

Han konstaterede, at selvom den gennemsnitlige, europæiske mælkepris var nogenlunde fornuftig med et niveau omkring 2,40 kr. sidste sommer, så var bytteforholdet mellem afregningsprisen og foder og omkostninger, en europæisk producent skulle betale, helt nede på cirka 1,4. Ifølge Kjartan Poulsen skal bytteforholdet helst ligge på cirka 2.

- Selv da afregningsprisen var helt i bund i 2009, var bytteforholdet i Europa stadig bedre end nu, og en del producenter oplevede måske slet ikke nedgangen endnu på det tidspunkt, fordi de havde dækket sig af med foder, sagde Kjartan Poulsen.