Formanden for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, Kjartan Poulsen, kritiserede i sin beretning på foreningens generalforsamling, at bankerne ikke længere bakker op bag deres landbrugskunder, selvom de tidligere var meget aktive over for dem for at låne dem penge og sælge dem finansielle produkter.

- Det er rigtigt, at vi selv har skrevet under på hvert et låneengagemnet, men det er også rigtigt, at banken ligeledes har skrevet under i forvisning om, at det også var en god forretning for dem. Det er også rigtigt, at mange banker har været meget aggressive for at få os til at købe deres swop- og swaparrangementer, hvis vi ville opretholde vores status som aktive erhvervsdrivende. Og nu stikker de halen imellem benene, og er begyndt at lukke producenter eller tvinge dem til salg, konstaterede Kjartan Poulsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg ved godt, at de blot nedbringer balancen på landbrug for at redde deres eget skind, men jeg har alligevel svært ved at acceptere Landbrug & Fødevarers motto ”Vi skal servicere vores gæld”, hvis det ikke gengældes af et tilsvarende motto fra bankerne: ”Vi skal servicere vore kunder”.

- Jeg kan næsten blive bange for, om danske banker kender omfanget af dansk landbrug, for hvis alle vil nedbringe landbrugsbalancen, så skal vi have lukket nogle brug. Er landbrug for stor en mundfuld for danske banker eller er de bare ved at synke en gang, spurgte Kjartan Poulsen.

Han mener, at lige meget hvordan økonomien kommer på fode igen, så havner regningen hos samfundet.

-  Tab på konkurser henter banker og kreditforeninger på deres andre udlån. Støtte til bankerne bliver blandt andet dækket over skattebilletten. Derfor kan vi lige så godt tage tyren ved hornene og finde de løsninger, som koster mindst og så acceptere, at det vil betyde, at nogle får nedskrevet mere gæld end andre. Det vil være til gavn for landbruget, til gavn for bankerne og især til gavn for samfundet, sagde Kjartan Poulsen.