BioNutria har gennem en årrække solgt flydende gødninger til blandt andet golfbaner. Til den kommende sæson vil firmaet dog også sælge sine gødninger til skov- og landbrug.

BioNutria har tidligere især været kendt for at sælge mikro-næringsstoffer som for eksempel bor, kobber, jern og molybdæn. Men firmaet sælger også gødninger som indeholder mangan samt flydende gødninger med NPS eller ren N, der kan bruges som enten startgødning eller som bladgødskning af hvede til brød. Derudover sælges flydende ammoniumsulfat, som bruges som additiv til Roundup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Markedet for flydende mikro-næringsstoffer har tidligere været domineret af få udbydere. Derfor mener Ole Schou, planteavlskonsulent hos Gefion, at det er gavnligt for konkurrencen, at BioNutria nu også vil sælge flydende gødning til skov- og landbruget.

Øget konkurrence hilses velkommen

- BioNutrias entre på markedet vil formentlig føre til, at nogle af de firmaer der hidtil har solgt mikronæringsstoffer til landbruget vil anføre, at deres produkter er af en bedre kvalitet, og at de derfor optages bedre af planterne. Det mener jeg dog ikke behøver være korrekt - og hvis det er tilfældet, må vi have det belyst i forsøg, siger Ole Schou.

Han tilføjer, at det naturligvis må det være op til den enkelte landmand at finde ud af, hvor han kan få gødningen billigst, og at man, hvis man som landmand har spørgsmål til kvaliteten eller den formulering gødningen findes på, helt sikkert kan få et kvalificeret svar hos sin planteavlskonsulent.

- Priserne bør man selvfølgelig vurdere i forhold til det konkrete indhold af næringsstoffer i andre produkter, og hvilken form næringsstofferne findes på. Men der er næppe tvivl om, at der er plads til en forbedret konkurrence, som vi hilser velkommen, siger Ole Schou.

Næringsstoffer på recept

Hidtil har BioNutria haft en dominerende position i markedet til golfbaner, og nu går firmaet ind på markedet for skov- og landbrug med en målrettet indsats. Det sker med et bredt sortiment, hvor de også tilbyder at blande efter "recept" til hver enkelt kunde, hvis man skulle have særlige ønsker om blandingsforholdet mellem forskellige mikro-næringsstoffer i den flydende gødning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det giver mulighed for at foretage en meget målrettet tilførsel af mikro-næringsstoffer. Men som landmand skal være meget opmærksom på, om man ved tilførslen af mikro-næringsstoffer er i stand til at øge udbytterne eller forbedre kvaliteten i de høstede afgrøder, for det har de forsøg der er lavet ikke kunnet påvise, siger Ole Schou.

Ingen gevinst i forsøg

- Gennem mange år er der blevet brugt rigtig mange penge og kræfter på at lave forsøg med tilførsel af mikronæringsstoffer. Men forsøgene har hverken i Danmark eller Tyskland givet merudbytter, siger Ole Schou.

Han tilføjer, at der naturligvis er eksempler på raps- og roemarker, hvor tilførsel af bor eller andre mikro-næringsstoffer har øget udbyttet. Men generelt vinder man ikke noget ved at gøde med mikro-næringsstoffer - uanset hvor stort udbyttepotentialet på marken er.

Det forklarer han med, at der på lerjord løbende sker en nedbrydning af lermineralerne i jorden, og at der derved frigøres mange af de mikro-næringsstoffer, som afgrøden har brug for. På de fleste jorder er der derfor tilstrækkeligt store mængder mikro-næringsstoffer til rådighed i jorden, og så opnår man ikke noget ved at tilføre yderligere.

- Det svarer lidt til, at vi spiser vitaminpiller. Vi bliver jo heller ikke sundere af at spise mange piller dagligt, tilføjer Ole Schou.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På sandjord mener han til gengæld, at det forholder sig anderledes. Her opstår der lettere mangel, og her kan plantesaftanalyser være et godt værktøj til at få et aktuelt billede af plantens ernæringsmæssige tilstand. Han understreger samtidig vigtigheden af at være på forkant, så planterne ikke svækkes så meget, at de får svært ved at optage næringsstofferne, når de bringes ud.