Schmallenberg-virus, der kan medføre misdannede og dødfødte kalve, er nu fundet i både mitter og kvæg i hele landet, viser resultater fra DTU Veterinærinstituttet.

Ifølge specialkonsulent og dyrlæge Kaspar Krogh, Videncentret for Landbrug, Kvæg er det et meget betydningsfuldt fund instituttet har gjort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er dog væsentligt at bemærke at konsekvenserne af en infektion med SBV ikke forventes at være betydelige. Symptomer hos de voksne dyr i form af ydelsesnedgang og diarré har oftest et kortvarigt forløb. Hvis de inficeres tidligt i drægtigheden kan det dog medføre, at der senere fødes misdannede kalve. Men erfaringer fra Tyskland har vist, at kun cirka en procent af de inficerede køer sidenhen har fået misdannet afkom, siger han.

Hold øje

Videncentret opfordrer dog landmænd over hele landet til at være opmærksom på virussen.

- Det er klart, at når vi nu ved, at virus er udbredt i hele landet, så er det vigtigt at have SBV med i billedet, når man stiller diagnoser som årsag til produktionsnedgang samt aborter og misdannelser, siger Kaspar Krogh.

Han understreger desuden, at der ikke er noget, der tyer på, at virussen får betydning for forbrugerne.

- Virus af denne type giver ikke anledning til sygdom hos mennesker i de områder af verden, hvor den findes. Desuden må man slet ikke levere mælk eller bruge kød fra syge dyr i Danmark.