Det nye Schmallenberg-virus, der siden efteråret har givet anledning til sygdomsproblemer hos drøvtyggere i flere europæiske lande, er nu fundet i insekter i Danmark. Dermed er der også forøget risiko for, at danske besætninger er eller kan blive smittet med den alvorlige sygdom. 

- Alt tyder indtil nu på, at Schmallenberg virus overføres med insekter, der bider dyrene.  Derfor ser vi med alvor på de fund vi nu har gjort i Danmark, siger veterinær beredskabschef, Sten Mortensen fra Fødevarestyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Herfra er man i øjeblikket ved at undersøge om der er tegn på, at Schallenberg virus findes i danske besætninger. 

Sygdommen viser sig ved, at de smittede får, geder og køer får dødfødte eller svagfødte lam, gedekid og kalve med misdannelser af hjerne, rygsøjle og lemmer.

- Smitten kan ske flere måneder, inden konsekvenserne ses ved fødslerne, og nu ved vi, at det nye virus er i Danmark, så fødsel af deforme kalve, lam og gedekid kan forekomme her i foråret, hvor det er sæson for fødsler, fortæller Anette Bøtner, der er leder af Sektion for Eksotiske Virussygdomme ved DTU Veterinærinstituttet.

Fødevarestyrelsen minder endnu engang besætningsejerne om at være opmærksomme på tegn på misdannelser hos kalve, lam og gedekid.