Både landmænd, konsulenter og maskinstationsfolk var repræsenteret på en mark liggende i et naturskønt område ved Diernæs i nærheden af Haderslev mandag formiddag, da Sønderjysk Landboforening bød velkommen til en så-demonstration af raps.

Ideen var at præsentere forskellige metoder for såning af raps og herunder pløjning eller ikke pløjning. Både landmænd og maskinstationer stillede sig til rådighed med deres udstyr, og i oktober ventes der at blive afviklet en marktur, hvor det bliver lejlighed til at følge resultatet af såning fra de forskellige maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er gode alternativer til såning af raps i dag, og det var så det, vi så nærmere på, fortsatte Søren Laustsen, der er formand for foreningens planteudvalg.

Demonstrationen mandag blev afviklet på en dag, hvor landmændene havde rigtig travlt. Der blev kørt flittigt i markerne, og her i den travle periode med både høst og såning løfter Søren Laustsen muligheden for, at landmændene måske uddeleger arbejdet med såning af raps – lader en maskinstation tage over.

- Der er kommet mange spændende maskiner til såning af raps, men spørgsmålet er jo, om den enkelte landmand skal købe dyre maskiner i en periode, hvor personalet i forvejen har travlt. Måske var det bedre at leje andre til det i stedet for, foreslog Søren Laustsen.