En fremgang i driftsresultatet på cirka 250.000 kroner til et niveau lige over nul kroner. Det var, hvad det kunne blive til for svineproducenterne i 2011.

Det viste driftsresultater fra 61 svinebesætninger fremlagt på LandboNord Økonomirådgivnings årsmøde onsdag aften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I dette resultat indgår store værdistigninger på besætning. Dermed er der stadig ikke taget hul på dækning af de underskud, der har ramt mange bedrifter de eneste fem år, udtaler driftsøkonomikonsulent Morten Elkjær, LandboNord.

- Investeringerne er sat på vågeblus især som følge af at adgangen til fremmedkapital er yderst begrænset. Der investeres nu generelt mindre i erhvervet end de løbende afskrivninger og den udvikling skal vendes, hvis konkurrenceevnen og troen på fremtiden skal fastholdes, vurderer konsulenten.

De første opgørelser af regnskaber for 2011 viser, at dækningsbidraget samlet steg med 234.000 kr. primært fra marken. 

Højere priser - både på kød og foder

For svineproduktionen steg afregningsprisen på svinekød med 90 øre pr. kg inklusiv efterbetaling, men samtidig steg foderpriserne.

Så selv med værdistigninger på besætningen med omkring 460.000 kroner blev det kun til en fremgang i dækningsbidraget fra svineproduktionen på 47.000 kroner. Stigningen i dækningsbidraget fra marken er skabt af højere bruttoudbytte - højere priser og lidt højere udbytte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det bemærkes at det højere bruttoudbyttet fra marken indeholder et fald i statusværdien af kornbeholdninger på 50.000 kroner.  Det højere bruttoudbytte blev dog delvist udhulet af stigning i stykomkostningerne.

En halv million mere i 2012

I prognosen for 2012 forventes dækningsbidraget forbedret med knap 500.000 kroner.

Kapacitetsomkostningerne ventes fortsat holdt i ro, da der i 2012 fortsat er ekstrem fokus på at optimere bundlinjeresultatet. Værdiforringelsen af driftsmateriel som bygninger, inventar og maskiner ventes at være større end reinvesteringerne, hvormed der forventes fald i afskrivningerne.

- Udgifter til forpagtning ser ud til at kunne holdes i ro, hvorimod renteudgifterne trods de meget lave rentetilpasninger forventes at stige yderligere som følge af stigende marginaler og bidragssatser. Samlet er der således forventning om yderligere en beskeden fremgang i årets resultat på omkring 300.000 kroner, fortæller Morten Elkjær, LandboNord.