- Hvis ikke vi gør noget nu, vil konsulenternes opgave i fremtiden kun bestå i at begrænse skaderne forårsaget af den mangelfulde vandløbsvedligeholdelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådan sagde agronom Jan Hjeds i sit indlæg ved landbrugskonsulenterne AgroPro´s planteavlskongres i Roskilde, der blev afholdt den 18. januar.

Han gjorde politikere og embedsmænd opmærksom på den dårlige forvaltning, der har ført til de - efter hans mening - katastrofale vandplaner, som dansk landbrug vil komme til at lide under.

Jan Hjeds opfordrede endvidere lodsejerne til at stå sammen og handle nu,

- Det vil kræve en hård kamp fra lodsejernes side, hvis dansk landbrug ikke skal forsumpe, sagde han og tilføjede:

- Den 22. december sendte miljøminister Ida Auken vandplanerne af sted til EU, og samtidig gav hun kommunerne frem til Sankt Hans til at udarbejde en handlingsplan for vandløbsforvaltningen. I skal handle nu, hvis I vil have indflydelse, lød opfordringen fra Jan Hjeds til de 150 kongresdeltagere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jan Hjeds har kæmpet for, at vandløbsvedligeholdelsen i de vandløb, der løber igennem hans egne marker, fortsat skal renses op. Den kamp har Jan Hjeds nu vundet, og han opfordrer på det kraftigste til, at andre også tager kampen op.

- Hvis dokumentationen og argumentationen er stærk nok, så kan man få vandet til at løbe nye veje, men det kræver, at lodsejerne står sammen og samler sig i kommunalt baserede, forhandlingsstærke å-laug, fortalte Jan Hjeds.

Jan Hjeds har i øvrigt oprettet en hjemmeside, www.vandplan.dk, hvis formål er at sætte fokus på væsentlige fejl i Miljøministeriets vandplaner.

Å-laug skal oprettes kommunalt

I konsulentfirmaet Agro Pro er man opmærksom på de store udfordringer, der venter de danske landmænd i foråret, og planteavlskonsulent Claus Madsen, der er ekspert i vandløb, opfordrer på det kraftigste til, at lodsejerne rundt om i landet samler sig i store å-laug.

- Det er meget vigtigt at danne fælles å-laug for hele kommunen. Det må ikke blive nogle, små eksklusive klubber, hvor kun landboforeningernes medlemmer er med. Målet skal være, at alle interessenter bliver inviteret med, så å-laugene bliver så slagkraftige, som overhovedet muligt, siger Claus Madsen og understreger i lighed med Jan Hjeds, at der skal handles nu, hvis man vil gøre sin indflydelse gældende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Claus Madsen frygter, at den modernisering af vandmiljøet, som regeringen vil sætte i søen, vil få meget alvorlige konsekvenser for planteavlen i Danmark.

- Når miljøministeren siger, at vandløbsloven skal moderniseres, så betyder det den rene katastrofe, og jeg frygter, at konsekvensen vil blive, at man fra regeringens side vil lade vandet blive, hvor det falder, og det vil i realiteten betyde, at størstedelen af det drænede landbrugsareal ikke kan dyrkes om nogle få år, fastslår Claus Madsen.

Selv om han fremlagde et dystert fremtidsperspektiv, mener han dog, at man kan ændre tingene, hvis man kæmper indædt for det.