Arlas koncernledelse på ni personer får fra 1. oktober en ny sammensætning. To nye personer træder ind i koncernledelsen, mens to træder ud.

Når det gælder indtjening og omsætning spiller de store kernemarkeder i Sverige og Danmark en vigtig rolle, og det afspejler den nye organisation tydeligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Før var disse to markeder samlet i én nordisk business group (Consumer Nordic), men den opløses nu, og Danmark og Sverige får fremover business group status og får hver en plads direkte i koncernledelsen på lige fod med det tredje store kernemarked Storbritannien. Samlet set står de tre markeder for næsten to tredjedele af Arlas omsætning.

- Den øvrige del af koncernledelsen får mere direkte dialog med ledelsen i Sverige og Danmark om eksekvering af strategien, og samtidig får de to landes ledere direkte indflydelse på de overordnede beslutninger, som koncernledelsen træffer på hele koncernens vegne. Det giver en bedre balance i den samlede organisation i Arla og nye perspektiver på vores strategiske overvejelser, forklarer Arlas administrerende direktør Peder Tuborgh.   

De to nye business groups kommer til at hedde Consumer Sweden (CSE) med Christer Åberg i spidsen og Consumer Denmark (CDK) med Peter Giørtz-Carlsen i front. Begge ledere udnævnes til Executive Vice President og bliver altså en del af koncernledelsen.

Samtidig udtræder vice-administrerende direktør Andreas Lundby og Executive Vice President med ansvar for det nu tidligere Consumer Nordic (CNO), Hans Åke Hammarström.