De russiske myndigheder forventer en høst på omtrent 90 millioner tons, skriver Foodculture.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den russiske vicepræsident (i kornforbundet - red.) Aleksandr Korbut har meddelt, at det ser ud til at blive en god høst i stort set alle egne på nær Sibirien, hvor en tørke har medført, at man kun forventer en høst på niveau med sidste år. Men i de andre regioner er høsten altså så meget bedre, at man samlet set forventer en forøgelse af sidste års udbytte på næsten 50 procent, siger Statskonsulent i Rusland, Poul Jacob Erikstrup, ifølge Foodculture.dk.

Hans udmelding svarer godt til Jyske Markets forventninger om, at russerne kommer til at presse hvedeprisen ned i år.

Vil eksportere hvede

- Rusland har omtrent 16 millioner tons korn på lager, som de sælger billigere end dette års høst. Ifølge vicepræsidenten giver de en rabat på mellem 20 og 30 dollar pr. ton for at komme af med lagervarerne, og der forventes ikke at blive brug for mere end 70 millioner tons korn til brug i Rusland, siger Poul Jacob Erikstrup.

Knap 60 millioner af den forventede 90 millioner store russiske høst udgøres af hvede.

Den store høststigning på næsten 50 procent skal ses i sammenhæng med, at Rusland havde et katastrofalt høstår sidste år på grund af ekstreme vejrforhold med tørke i store dele af landet.