Truslen mod verdens hvedeproduktion fra den ødelæggende sygdom hvedegulrust er så overhængende, at forskere fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet nu anmoder det internationale samfund om at samles om fælles aktion.

En ny og aggressiv udgave af gulrust er dukket op, som spreder sig med voldsom hast. Store hvedeproducerende områder i USA, Australien, Kina, Afrika, Mellemøsten og Asien er ramt af gulrustepidemier. Nordeuropæisk landbrug har hidtil været skånet ved at de fleste hvedesorter i dette område endnu er resistente mod den nye, aggressive gulrust.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hurtigste udbredelse nogensinde

- Det er måske den hurtigste og mest ekspansive spredning af en plantesygdom på en landbrugsafgrøde nogensinde, siger seniorforsker Mogens Støvring Hovmøller fra Institut for Plantebeskyttelse og Skadedyr på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet. Han påpeger, at de nye aggressive typer af svampesygdommen stadigvæk udvikler sig og kan tåle stigende temperaturer, hvilket er dårlige nyheder i en verden, der også udsættes for global opvarmning.

- Hvis vi skal forebygge ødelæggende tab i høsten af hvede, skal der være en koordinerede indsats fra verdens hvededyrkende lande for snarest at få sat gang i monitering- og varslingssystemer, der kan hjælpe her og nu, fastslå han.

Mogens Støvring Hovmøller er en af forfatterne til en ledende artikel i det ansete videnskabelige magasin Science, hvor de danske forskeres nødråb til kollegerne ude i verden står at læse.