Unge landmænd fylder i landbrugets i forvejen høje ulykkesstatistikker. Halvdelen af de 18-29 åriges arbejdsulykker i mælkeproduktion sker ved håndteringen af kvæg. En måde at få bugt med ulykkerne på, er at få de erfarne landmænd til at være gode rollemodeller og give en god sikkerhedskultur videre til de unge.

- De unge medhjælpere kopierer ofte de erfarne landmænds måde at arbejde på. Derfor er det vigtigt, at landmanden er en god rollemodel og selv udfører arbejdet på en sikker måde og ikke "springer over hvor gærdet er lavest", siger Katrine Krone, kontorchef i Arbejdstilsynet inden for Kemi, Ulykker og Internationalt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men det er ikke kun inden for mælkeproduktion, at de unge topper ulykkesstatistikken i landbruget. Arbejdstilsynets ulykkesstatistik viser, at ved næsten 40 procent af alle ulykker i landbruget er skadelidte mellem 18 og 29 år. Aldersgruppen 18-24 år alene udgør 25 procent af ulykkerne i 2012 til 2016.

- Hvis landbruget skal knække ulykkesstatistikken blandt unge landmænd, er det altså vigtigt at sætte ekstra spot på, at de unge oplæres og instrueres i at udføre arbejdet på en farefri måde, siger Katrine Krone.

De mange ulykker blandt unge skyldes også, at de unge ofte mangler viden om, hvordan man arbejder med dyr på den mest sikre måde. Et eksempel på en typisk ulykke er en hændelse, hvor en ung landmand under morgenmalkningen finder ud af, at koen har yverbetændelse. Derfor gør det ekstra ondt på koen at blive formalket. Da koen får malkesættet sat på, sparker koen som naturlig reaktion med bagbenet.

- En erfaren landmand vil ofte kende tegnene på yverbetændelse ? og dermed gå mere forsigtigt til værks med malkningen og stille sig anderledes, så armen ikke kommer i klemme. Desuden vil den erfarne landmand ofte have et bedre kendskab til reaktionsmønstrene hos dyr og på den måde vide, hvordan dyret kan reagere. Det er erfaringer som disse, der er vigtige at få givet videre, så de unge landmand bliver bedre til at forebygge farerne, siger Katrine Krone.