Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Ny Seges-struktur var nødvendig

Af Rasmus Dalsgaard - 20. sep. 2016 KL. 15:06

Martin Merrild erkender indirekte, at forandringens vinde har været så kraftige uden for Skejby, at en ny Seges-struktur var blevet nødvendig.

Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild, kunne tirsdag glæde sig over, at han fik fuld opbakning til en ny struktur for Seges fra deltagerne i et formandsmøde i Billund.

Her deltog foreningsformændene og formændene for sektorbestyrelserne samt direktørerne for rådgivningscentrene.

citat startcitat start

- I en foranderlig verden er der altid en risiko for, at man kommer bagud med at tilpasse sig.

Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer

citat slutcitat slut

Lanceringen af den nye struktur er gået stærkt, siden Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse vedtog den nye struktur søndag aften på et ekstraordinært møde.

Og samtidig med orienteringen på formandsmødet, blev der holdt møder på Seges og Axelborg, hvor medarbejderne blev orienteret om konsekvenserne af den nye struktur.

Bagud med tilpasning

I forbindelse med lanceringen af den nye struktur, er der hæftet mange positive ord på det forventede udbytte af ændringerne, men Martin Merrild vil ikke slutte modsætningsvist og sige, at dele af Seges var gået hen og blevet ineffektivt.

- Men i en foranderlig verden er der altid en risiko for, at man kommer bagud med at tilpasse sig. Den hastighed, forandringerne sker med, bliver større og større, siger Martin Merrild og henviser til en udtalelse, som han har fra en tidligere direktør for den amerikanske koncern General Electric.

- Han sagde, at når graden af ændringer uden for en organisation er større end graden af ændringer inden for, så er enden nær. Og så reagerer man, siger Martin Merrild.

Fire teser

Ifølge Martin Merrild begyndte forberedelserne til strukturændringerne for Seges allerede for et år siden. Og han mener, at det har været tydeligt for enhver, at der har været ændringer på vej, siden februar, da Jan Mousing stoppede som direktør for Seges, og arbejdet blev igangsat ud fra fire teser:

- Forretningsområderne i Seges samles i en enhed

- Seges og L&F samles i én organisation

- Sektorbestyrelsernes opgaver ændres

- Et nyt fundament for samarbejdet med rådgivningscentrene

Ydmyghed

Martin Merrild er helt bevidst om, at det er vigtigt at sikre den faglighed, som Seges besidder, og at det er vigtigt at kunne holde på de dygtige medarbejdere.

- Det er selvfølgelig 100 dollar-spørgsmålet. Men det vil vi sikre ved at være ydmyge over for opgaven. Og derfor er vi også glade for, at det er Anne Arhnung, der står i spidsen for arbejdet. Hun har 20 års erfaring i Landbrug & Fødevarer og havde i 2009 en central rolle, da Landbrug & Fødevarer blev skabt, fortæller Martin Merrild.

Faggrupper samles

Den nye struktur på Seges betyder blandt andet, at medarbejderne i højere grad organiseres efter en disciplinopdeling, hvor de enkelte faggrupper samles i organisationen i stedet for at være spredt ud i mange afdelinger.

- Det giver en meget mere fleksibel organisation, fordi der kan sættes det hold, der er behov for til den enkelte opgave, siger Martin Merrild.

- Det svarer til organisationen på Axelborg, og der ved vi, at det virker, siger Martin Merrild.

Han pointerer, at et af målene blandt andet er, at forhindre forgæves arbejde.

- Vi har en klar målsætning om at sikre så tidligt som muligt i processen, at det, vi arbejder med, kan bruges ude ved landmændene, siger han.

Tilpasning til projekter

Han erkender, at der bliver tale om en kæmpe forandring.

- Men vi er ydmyge over for forandringsprocessen, som skal lykkes over for medarbejderne. Men når det kommer til at virke, får vi en bedre udnyttelse af ressourcerne, mener Martin Merrild.

- Men de fleste medarbejdere kommer til at arbejde med de samme opgaver, som de har i dag, men bare under en anden overordnet struktur, siger Martin Merrild.

Han kan dog ikke sige noget om det fremtidige antal medarbejdere.

- Antallet af medarbejdere er bestemt af de konkrete projekter og finansieringen af dem, og derfor kan man ikke sige noget om, hvor mange ansatte, der vil være i fremtiden, siger Martin Merrild.

- Det kan godt være, at der bliver færre medarbejdere, men der vil være en løbende tilpasning, siger han.

Future Farming

En anden vigtig pointe ved den nye struktur er ifølge Martin Merrild, at nye initiativer gerne skulle få bedre vilkår. Men Martin Merrild forestiller sig ikke, at fremtidens nye tiltag skal opfindes i toppen af organisationen.

- Jeg tror ikke, vi kan opfinde ting. Det vil fortsat være de enkelte og initiativrige mennesker, der vil komme med idéerne, men vi kan skabe et sted, der kan hjælpe idéerne på vej, siger Martin Merrild om et lille sekretariat, der etableres med navnet Future Farming for at udvikle fremtidige indtægtskilder for landbruget.

- Som nu har sektorernes egne opgaver hovedprioritet, og derfor kan det være svært med nye ting, fordi sektorernes ressourcer allerede er besat, siger Martin Merrild.

Synlige sektorchefer

Martin Merrild understreger også, at det har været helt klart fra starten af processen, at forandringerne skal ende med stærke sektorer (svin, kvæg med flere) med stor indsigt og kompetence, fordi det nærmest er fundamentet for Landbrug & Fødevarer for at kunne arbejde stærkt fagligt og politisk.

De nye sektorchefer ansættes direkte af sektorbestyrelserne og refererer i det daglige til den enkelte sektorformand.

- Sektordirektørerne får blandt andet en vigtig rolle i at være tydelige og synlige, siger Martin Merrild.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame