Fabrikant Jens Aksel Freudendahl Sønderborg døde hen mod midnat fredag den 14. april 2006 i en alder af 86 år.

Han blev født den 6. december 1919 i Apterp ved Bredebro som søn af husmand Niels Freudendahl og dennes hustru Christine. Han var ældste søn i en børneflok på 8, hvoraf 5 nåede voksenalderen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Opvæksten fandt sted på husmandsstedet i Rejsby i det nordvestlige Sønderjylland.

Jens Freudendahl tog 1936 realeksamen fra Ribe Katedralskole. Herefter blev han i 1941 uddannet som smed hos Stein og Meyland i Sønderborg.

Han boede da hos sin moster og onkel i Majbøl på Als. Disse hjalp ham efterfølgende til at færdiggøre sin uddannelse med eksamen som ingeniør fra Odense Maskinteknikum i 1944.

Han giftede sig den 5. juli 1946 i Hammel kirke med landmandsdatteren Marie Sørensen Bach.

Begge var da ansat hos Danfoss A/S på Als, hvor Jens Freudendahl fortrinsvist var beskæftiget med udviklingen af ventiler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var imidlertid landbruget og især landbrugsteknikken der havde hans store interesse.

Sideløbende med sit arbejde på Danfoss arbejdede han derfor i sin fritid med udviklingen af en hel ny type letvægts selvbinder beregnet for de mindre landbrug.

Prototypen blev præsenteret på en stor landbrugsmesse i Hamborg i 1949 og vakte her betydelig opsigt.

Jens Freudendahl grundlagde i 1951 på baggrund heraf virksomheden JF-Fabriken i Sønderborg med henblik på fremstilling af den nye type selvbinder. Den nødvendige kapital blev stillet til rådighed af nogle store kunder, der var villige til at yde betydelige forudbetalinger.

Op gennem 50'erne og 60'erne voksede virksomheden voldsomt baseret på selvbinderen samt en hel række nye produktudviklinger, herunder: Universalvognen, den sidemonterede grønthøster og den sidemonterede mejetærsker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Især de to førstnævnte var i mange år meget kendte "skikkelser" i landskabet såvel herhjemme som i udlandet.

Som anerkendelse for sin indsats for landbrugets mekanisering modtog Jens Freudendahl flere priser, herunder den tyske Max Eyth medalje og - senest i Danmark i 2002 - Det Kongelige Landhusholdningsselskabs store fortjenstmedalje.

JF-Fabriken i Sønderborg nåede i 60'erne og 70'erne op på at beskæftige over 700 faste medarbejdere og eksporterede hovedparten af sin produktion til mange lande verden over.

Jens Freudendahl modtog på denne baggrund HM Frederik den niendes hæderspris for "fortjenstfuld indsats for dansk eksport".

Han var sideløbende med sit arbejde i virksomheden også engageret i forskellige former for organisatorisk og samfundsmæssigt arbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han var i 60'erne formand for Landbrugsmaskinbranchens Fællesråd og medlem af bestyrelsen i Danske Landbrugsmaskinfabrikanter. Endvidere repræsenterede han Danmark i den tilsvarende europæiske brancheorganisation CEMA.

Som kuriosum kan nævnes, at han og de øvrige medlemmer af CEMA's generalforsamling i 1967 opnåede audiens hos pave Paul den 6. i Rom - et tegn på, hvor vigtig væksten i fødevareforsyningen var for efterkrigstidens europæere, der måtte dække en stor del af deres fødevarebehov via import.

Fra 1962 var Jens Freudendahl medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV).

Fra 1967 til -74 var han medlem af Industrirådet.

Fra 1970 og frem til 1985 var han finsk vicekonsul og modtog som anerkendelse herfor ordenen: Finlands hvide rose.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jens Freudendahl var medstifter af Sønderborg Teknikum - nu en del af Syddansk Universitet - og sad fra starten i institutionens bestyrelse. Han havde også andre lokale tillidsposter - blandt andet som medlem af bestyrelsen for Handelsstandsforeningen.

Jens Freudendahl fik sønnerne Jan (1952) og Jørn (1958) samt efterfølgende børnebørnene Julie, Didde, Jens-Ulrik og Jakob, som han alle var meget glad for.

Han overlod i 80'erne successivt ledelsen af virksomheden til sine to sønner.

Efter sin pensionering var han i mange år en elsket og værdsat farfar, der bevarede sit gode humør - trods tiltagende syns- og gangbesvær.