Det står skidt til med landbrugenes økonomi.

Det konkluderer Nationalbanken i en analyse for andet halvår af 2018.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Over halvdelen af kreditinstitutternes udlån til landbruget er til landbrug med lav egenkapital i forhold til gæld, lyder analysen.

Men det er ikke overraskende for formanden for Landbrug og Fødevarer, Martin Merrild.

- Der er ikke noget nyt i denne situation, for det er noget, vi har vidst i mange år. Første gang jeg sagde noget klart og tydeligt om det var i 2013, så det er fem år siden, siger Martin Merrild til Maskinbladet.

Kunstigt åndedræt til lidende landbrug

I analysen peger Nationalbanken desuden på, at banken holder de lidende landbrug kunstigt i live.

"Mange ikke-levedygtige landbrug har i en årrække undgået konkurs. Det kan tyde på, at nogle banker holder hånden under deres landbrugskunder", skriver Nationalbanken i analysen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er heller ikke noget, der kommer bag på Martin Merrild.

- Dengang (for fem år siden red.) løftede jeg pegefingeren, for jeg mener, at banker og rådgivere har en forpligtelse til, at hvis noget ser håbløst ud, så skal det stoppes. Det ser jeg helst ved, at man finder en løsning sammen, siger han.

Bankrådgivere har friske øjne

Han erkender, at han ikke kender sagerne, så derfor ikke kan skære alle over én kam. Men han mener dog, bankerne og rådgiverne har et ansvar.

- Der er ikke to sager, der er ens, og derfor kan man ikke bebrejde bankerne generelt set. Jeg kender heller ikke sagerne, så jeg ved ikke, hvordan det er foregået. Men man kan sige, at rådgivere kan se det udefra med friske øjne og kan tage initiativet til at stoppe det, hvis noget ser håbløst ud. Langt de fleste landmænd vil blive og kæmpe alt, hvad de kan, og det må vi have stor respekt for, siger Martin Merrild.

Men har landmændene ikke også selv et ansvar for deres økonomi?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er altid to parter i et låneengagement, og det er klart, at begge parter har et ansvar. Jeg mener, at det bedste vil være, at de parter kan finde en løsning sammen. Men al erfaring siger mig, at landmændene vil forsøge at holde fast i det liv, de har og forsøge at betale det, de skylder. Derfor kan det være svært for landmændene at sige stop. Hver eneste af de her tilfælde er en dybt alvorlig situation for en familie, siger Martin Merrild.

Få det kølige overblik

Han mener dog ikke, der findes én forkromet løsning på problematikken.

- Alt for mange landmænd har en ringe økonomi, men alle sager er individuelle, så der er ikke én løsning, man kan rulle ud over alle. Jeg tror heller ikke, der findes en politisk løsning. Det vil efter min mening være bedst, at bank og landmand når til en fælles erkendelse af, at det skal stoppe, siger han.

Så udover at løfte pegefingeren overfor bankerne, så har han også en opfordring til landmændene:

- Min opfordring er, at man forsøger at få taget det kølige overblik og finder ud af situationen - om det er realistisk at fortsætte, eller om det skal stoppe, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nationalbankens analyse er en analyse over den finansielle stabilitet i Danmark og analyserer blandt andet de finansielle risici, der kan være i den aktuelle økonomi i Danmark.