- Det er en nyhed, man kun kan blive glad i låget af, siger Hans Erik Jørgensen om de nye tal der viser, hvor mange der har søgt økologisk arealstøtte og omlægningsstøtte i 2015.

- Tallene viser tydeligt at flere og flere landmænd har lyst til at prøve kræfter med økologien, og det er vigtigt. Der er efterspørgsel efter de økologiske varer, og derfor skal vi have flere landmænd, der vil og kan producerer økologi, siger Hans Erik Jørgensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er særligt det store hop i størrelsen på det økologiske areal, der vække glæde hos økologiformanden.

- Sidste år så det lidt sort ud for størrelsen på det økologiske areal i Danmark, derfor er det virkelig dejligt at se, at der kommer 22.000 nye hektar økologisk landbrugsjord til i år, siger Hans Erik Jørgensen.

Stigning på 328 procent

I landbrugets videnscenter Seges er man også meget tilfreds med tallene, men her var stigningen i både areal og økologiske landmænd ventet. Seges har selv stået for en stor del af de omlægningstjek og økologieftersyn, der har givet de ekstra ansøgninger hos staten.

- Aldrig har vi lavet så mange økologiske omlægningstjek på så kort tid, som vi har i år. antallet af omlægningstjek er steget med 328 procent fra 2014 til 2015, så interessen for den økologiske produktion er helt klar stigende hos landmændene. Samtidig vil en del af dem, der allerede er økologer, gerne udvide, siger Kirsten Holst, økologichef på Seges

Hun tror at den stigende interesse for at gå ind i økologisk produktion vil fortsætte næste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når jeg ser på, hvor mange omlægningstjek vi har i bøgerne til de næste par måneder, og jeg oplever, hvor stor interessen fortsat er for økologisk landbrug, så kan jeg ikke andet end tro, at vi vil se en stigning i både økologiske landmænd og areal igen næste år.

- Og vi vil i samarbejde med de lokale økologikonsulenter arbejde på at styrke rådgivningen til det stigende antal økologiske landmænd, så vi sammen kan levere de efterspurgte økologiske varer, siger Kirsten Holst.

Gang i eksporten

Udsigten til mange flere økologiske råvarer er lige vand på Hans Erik Jørgensens mølle. Han håber, at de nye økologiske varer vil finde vej både til danskerne indkøbskurve, men også til indkøbskurve i udlandet.

- Vi skal arbejde hårdt på at øge eksporten af økologiske varer. Vi er dygtige til at lave økologiske produkter i Danmark, og i udlandet vil de gerne have fingrene i gode økologiske varer. Derfor skal vi i endnu højere grad end før, forsøge at nå nye kunder i udlandet, der også gerne vil betale ekstra for vores varer, siger Hans Erik Jørgensen og fortsætter.

- På den måde skaber vi en positiv spiral, hvor udbud og efterspørgsel driver hinanden og landmanden samtidig får en fornuftig forretning ud af det.