John Madsen A/S og Kragmann A/S har indgået en aftale om et ligevægtigt og tæt strategisk samarbejde, der på sigt skal føre til en fusion. Det oplyser de to fynske forhandlere i en pressemeddelelse.

- Vi ser i vores krystalkugle, at det danske landbrugsmaskinmarked i fremtiden vil blive dækket af færre og større spillere. John Madsen A/S og Kragmann A/S ønsker at være blandt de i branchen blivende kræfter og investerer derfor nu samlet i en styrket forretningsplatform med central placering i Danmark og med New Hollands brede og attraktive program af landbrugsmaskiner, bemandet med et stærkt hold af kompetente medarbejdere, oplyser de.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Begge virksomheder bevares og indgår i medejerskab af hinanden. For kunder og medarbejdere på alle fire lokationer bliver intet ændret. Kragmann A/S hører hjemme i Middelfart, mens John Madsen A/S ligger i Vester Aaby, Ørbæk og Tommerup.

- Personalet i alle funktioner, det være sig administration, salg, reservedelslagre og værksteder, vil fremadrettet samarbejde i alle processer førende til en optimal udnyttelse af de i fællesskabet tilstedeværende kompetencer og ressourcer, til gavn for kunderne og virksomhederne i fællesskab.

Der er blevet ansat en fælles salgschef, Jim Thygesen, der tiltræder per 1. maj.

- Der forestår et stort arbejde med samkøring af virksomhederne på tværs af hinanden, personale, IT og administration, således at den fælles virksomhed fremadrettet vil fremstå top professional og organiseret til i fremtiden at kunne vokse til et større geografisk område, som det forventes i fremtiden i branchen. John Madsen har god erfaring hermed, idet han tidligere har overtaget og samkørt flere landbrugsmaskinforretninger på Fyn, skriver de to forhandlere i pressemeddelelsen.