Det er en udfordring at gå fra at være ansat i en maskinforretning til at være indehaver. Sådan var det også for Arne Nielsen, indehaver af Holmsland Maskinforretning A/S, men på et område gik det rigtig nemt:

Den tidligere indehaver hedder nemlig også Arne Nielsen, "så det var en nem overgang med brevpapir," griner Arne Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trods navnet er den nuværende indehaver ikke i familie med den tidligere indehaver af Holmsland Maskinforretning A/S, der gennem sin historie, som går helt tilbage til 1880, har været kendt som den lokale Volvo-forhandler.

Arne Nielsen blev ansat af den ældre Arne Nielsen, som han kalder sin mester, tilbage i 1992. Han blev tilbudt at blive bestyrer for forretningen i Grønbjerg. Han er oprindeligt udlært fra Tim Maskinfabrik som landbrugssmed, og da han fik tilbuddet, var han ansat på værkstedet hos Anneberg Transport. Kendskabet til landbruget havde han med fra forældrenes gård, hvor han har brugt meget tid på at sætte maskiner i stand.

Det var en af mesters ansatte, der anbefalede Arne Nielsen til posten som bestyrer af forretningen.

- Jeg har ingen uddannelse inden for at skulle drive en maskinforretning, men i samarbejde med nogle gode medarbejdere, så kommer man langt. Og i takt med at man bliver ældre, så lærer man også noget.

Han er taknemlig for, at mester satsede på ham og siger om deres samarbejde i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi fungerer bare godt sammen.

Afdelingen i Grønbjerg passede han fra 1992-1998. Han startede alene, men efter et par år fik han lov til at ansætte en svend og en lærling.

I 1999 blev han indehaver, og han har drevet Holmsland Maskinforretning A/S siden. I 2004 blev afdelingen i byen lukket ned, og Holmsland Maskinforretning A/S rykkede i november 2004 ind i nye lokaler på Bandsbyvej 11 i Kloster lige uden for Ringkøbing på en 2 hektar stor grund.

Kvægfolk

I dag er det ikke længere Volvo, der handles med i forretningen. Valtra og Lely er vores primære kerneprodukter, men vi forhandler samtidig også maskiner fra BVL, Dal-bo og Giant m.fl.

Ifølge Arne Nielsen er det primært kvægfolkene, som forretningen har bedst fat i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Blandt vores kunder er der mange minkavlere, som vi servicerer, og til dem sælger vi også en del.

- Vi har ikke fingrene i alt for mange ting. Jeg synes, det er bedre at være specialister inden for nogle få områder, siger Arne Nielsen.

For at blive ved med at være specialister er de ansatte også på kurser, så de er opdaterede på det seneste nye inden for maskinerne, hvor udviklingen går hurtigt.

- Vi bruger gerne vinterhalvåret til at få dem opdateret.

For Arne Nielsen handler det ikke kun om at sælge maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det handler også om service. Vi kan alle sælge en maskine, men der skal være reservedele og et værksted bagved, og det betyder meget, at det fungerer. Vi skal overleve på, at vi har stor ekspertise inden for vores produktområder. Værkstedsfolkene er meget vigtige, og det samme gælder dem på lageret.

Der er 10 ansatte i virksomheden, og forretningen råder over fire servicebiler samt en lastbil.

Tid til kaffe

Om Holmsland Maskinforretnings A/S område siger Arne Nielsen.

- Geografisk dækker Holmsland Maskinforretning A/S et stort område i Midt- og Vestjylland.

Gennem årene har købsmønstret ikke ændret sig, men de produkter, der bliver solgt, er blevet større.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Da jeg startede, solgte vi rigtig mange slåmaskiner på 3,20 meter, hvor i dag hedder det butterflysæt på 9 meter. Dengang var det også en høvender på 4 meter, nu er det en høvender på 10 meter. Tingene følger lidt den udvikling, der er i landbruget, at det bliver større.

Selvom Arne Nielsen startede på et værksted og ifølge eget udsagn godt ved, hvordan en skrutrækker skal vende, så nyder han at være ude hos kunderne.

- Jeg synes, det er dejligt at være ude ved kunderne og få snakket med dem om, hvad de har af behov, og om der er brug for udskiftning, siger Arne Nielsen.

Og med mesters hjælp er han for længst kommet godt i gang med det at drive forretning.

- Han hjalp mig i gang med salg. Hvordan regner jeg det her ud? Hvad tror du, jeg kan få for den her? siger Arne Nielsen, der fortæller, at den 83-årige Arne Nielsen stadig dagligt kommer forbi forretningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Han kan godt lide at se, hvad der sker.

Og de to har flere ting til fælles.

Ifølge den nuværende indehaver har ånden i forretningen altid været, at der skulle være tid til at snakke med kunderne om andet end forretning.

- Mester og hans kone synes, der skulle være tid til at få kunden med ind og snakke over en kop kaffe. Det er også i min ånd, at der skal være tid til det. Det hele er selvfølgelig blevet mere travlt, og alt går meget hurtigt i dag, men jeg tror, det er vigtigt, at kunderne får en god behandling, og at der er tid til lige at snakke.

Mesters store interesse for gamle traktorer har også smittet, og når man besøger Holmsland Maskinforretning A/S, kan man blandt andet se gamle Volvo-traktorer stå side om side med forretningens nye, store Valtra-traktorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er rigtig mange kunder, som synes, det er hyggeligt at se de gamle traktorer, siger Arne Nielsen, som dog ikke lægger skjul på, at hans samling ikke kan hamle op med mesters imponerende samling af gamle traktorer.