De næste fem år skal danske forskere være med til at forbedre kontrollen med dyrevelfærden i de europæiske svinebesætninger. Det ligger fast efter, at EU Kommissionen i sidste uge udpegede et konsortium bestående af Friedrich-Loeffler Instituttet i Tyskland, Wageningen Universitetet i Nederlandene og Aarhus Universitet. Sammen skal de drive et Referencecenter for Dyrevelfærd, der skal rådgive myndigheder og branche i de 28 medlemslande. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

- Danmark har en lang praktisk og forskningsbaseret tradition for systematisk at arbejde med at løfte dyrevelfærden og udvikle kontrollen i de danske stalde. At det ikke bare er noget vi siger i skåltalerne, når erhverv, forskningsinstitutioner og myndigheder mødes, bliver endnu engang understreget, nu hvor EU har peget på Danmark som vinder af opgaven med at drive det nye referencecenter for dyrevelfærd, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gennem aftale om forskningsbaseret myndighedsbetjening med Miljø- og Fødevareministeriet har Aarhus Universitet en årelang erfaring med at levere forskningsbaseret viden og rådgivning om dyrevelfærd til myndighederne. Forskere fra universitetet skal nu - sammen med deres kolleger i Tyskland og Nederlandene - være med til at udvikle viden og værktøjer, der kan løfte dyrevelfærden især i den europæiske svineindustri.