En død gris inficeret med afrikansk svinepest er skyllet op på bredden af Kinmen-øen, som ligger få kilometer fra Kinas kyst og millionbyen Xiamen, skriver Pig Progress.

Den 31. december blev der fundet et dødt svin mellem affaldet skyllet op på Kinmen. Dyret blev sendt til analyse på Taiwans Animal Health Laboratory, hvor viruset blev identificeret. Ifølge Taiwans landbrugsråd er virusset 100 procent identisk med den stamme af afrikansk svinepest, som i øjeblikket hærger i Kina.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den taiwanske præsident Tsai Ing-wen kritiserer den måde, de kinesiske myndigheder behandler udbrud af afrikansk svinepest på. Ifølge Reuters har præsidenten i sin nytårstale sagt, at Kina aldrig har fulgt de relevante aftaler og har undladt at give øen korrekte rapporter om epidemiens omfang.

På Kinmen er der 11.000 grise på 68 gårde. 10 gårde inden for en fem kilometers radius er blevet testet, og ingen er blevet smittet. Der er nu lukket for eksport af svin og kød fra Kinmen i to uger.