Lyt til artiklen:

Jørgen H. Mikkelsen fortsat i spidsen for Danish Agro

00:00
Hastighed: ???x
02:12

Danish Agros 45 delegeretmedlemmer har på den ordinære generalforsamling den 7. marts valgt medlemmer til Danish Agros bestyrelse, som består af seks landmænd, en medarbejderrepræsentant og to eksterne bestyrelsesmedlemmer.

Der var genvalg til alle de genopstillede, og herefter konstituerede bestyrelsen sig på et efterfølgende møde, skriver Danish Agro i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jørgen H. Mikkelsen blev genvalgt som bestyrelsesformand, mens Hans Damgård og Hans Bonde Hansen blev genvalgt som næstformænd.

I forbindelse med konstitueringen af bestyrelsen meddelte bestyrelsesformand Jørgen H. Mikkelsen, at han har besluttet sig for ikke at genopstille til bestyrelsen, når hans valgperiode udløber i 2025.

Jørgen H. Mikkelsen har siddet i bestyrelsen i Danish Agro siden 1986 og blev valgt til formand i 1995. Han har dermed haft det politiske lederskab af selskabet gennem transformationen fra en lokal aktør til en af Europas største grovvarevirksomheder.

- Danish Agros stærke resultater gennem årene er skabt med baggrund i en imponerende holdindsats hele vejen rundt i organisationen. Jeg vil i mit sidste funktionsår - med uændret gejst og energi - gøre mit allerbedste for fortsat at leve op til tilliden og udfylde den rolle, jeg er blevet tildelt, siger Jørgen H. Mikkelsen.

Danish Agro koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danish Agro koncernen beskæftiger 5.500 medarbejdere og vil i 2024 have en omsætning i niveauet 48 milliarder kroner.