Lyt til artiklen:

Vandmølle bygget fra bunden skal forsyne Dines' ejendom med strøm

00:00
Hastighed: ???x
04:02

Nogen vil måske at mene, vandmøller hører fortiden til. Men det vil Dines Holm ændre på.

Han er i gang med at bygge en vandmølle af stål helt fra bunden i et samarbejde med smeden Ole Hansen fra Ole Hansens Smede- og Maskinservice og KVA Vind. Vandmøllen er snart klar til brug og skal forsyne Dines Holms ejendom med strøm fra egen sø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har lavet en ny vandmølle, som er en kombination af en vandmølle og en turbine. Jeg har rigtig meget vand til rådighed i den møllesø, som min ejendom ligger ved.

- Der har været vandmøller på stedet i over 400 år, og den nye mølle erstatter et gammel nedslidt møllehjul. Tanken var at sige; hvordan laver vi så en moderne vandmølle, som kan omsætte al den her energi, siger Dine Holm, som er selvstændig.

Vandet lukkes inde

Vandmøllen er bygget på smedens værksted i Føvling nær Holsted, hvor den står endnu.

Hele konstruktionen er omkring fire meter høj.

rich-media-2
Vandmøllen skal fungere som en demomodel i den tre hektar store sø. Foto: Tina Moesgaard.

- Når vandet kommer ind oppe i toppen, drejer vi vandstrømmen, så hjulet løber rundt mod uret. Møllehjulet er lukket i halvdelen af omkredsen, så vandet er lukket inde, indtil det bliver smidt ud igen hernede, fortæller Dines Holm, mens han med den ene hånd viser vandets bevægelse fra indløbet øverst, rundt mod uret og til sidst ned og ud ved udløbet under møllehjulet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-4
Skovlene på vandmøllen rummer cirka 1.000 liter vand. Foto: Tina Moesgaard.

Smed Ole Hansen ejer Mortensen's Kornvalser og har bygget kornvalser til ind- og udland siden slutningen af 1990'erne. Han løser mange forskellige opgaver inden for landbrug og industri og er lidt af en opfinder.

- Dines og jeg har mange idéer, og vi har brugt mange timer på at udvikle vandmøllen, fortæller Ole Hansen.

Vandmølle på telefonen

På siden af møllehjulet sidder en generator, ligesom på vindmøller, som skal producere 15 kWh døgnet rundt. Generatoren er koblet til en avanceret styring, særligt udviklet til vandmøllen. Styringen skal regulere vandmøllens ydelse via belastning og hydrauliske skodder til vandtilløbet.

- Vandmøllen kommer faktisk på nettet, så den kan følge med i strømprisen. I mit tilfælde, hvor jeg har en møllesø, der vil den kunne "gemme" vandet i søen, når strømmen er billig og så køre mere igennem, når strømmen er dyr. Jeg kan følge det på en telefon eller en computer, siger Dines Holm og tilføjer, at der også er en vandstandsmåler.

- Så styringen følger egentlig selv niveauet i vandet, og den følger strømprisen på nettet, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vandmøllen er bygget til at være trinløs i hastighed og skal producere strøm, så snart hjulet drejer. Derudover skal en række sikkerhedsforanstaltninger sørge for, at vandmøllen kan stoppes med det samme.

Flere anvendelser

Det har cirka taget halvandet år fra projektstart, til at vandmøllen nu snart er klar til at blive sat i søen på Dines Holms landejendom i Brørup i begyndelsen af 2024. Nu mangler kun de sidste detaljer, og vandmøllen skal sandblæses og males sort.

I løbet af de mange timers arbejde i værkstedet har tankerne om vandmøllen også ændret sig.

rich-media-6
Værkstedet ligger i Føvling nær Holsted. Foto: Tina Moesgaard.

- Til at starte med var tanken en mølle, der kunne dække mit behov for strøm på ejendommen for at være selvforsynende med strøm. Men nu har vi valgt at gå all in og så lave modellen, der rent faktisk kan bruges af mange, siger Dines Holm.

- Vandmøllen kan også køre beskidt vand. Derfor ser vi en del anvendelsesmuligheder. Så ikke kun ved søer, opstemninger eller vandløb. Vi venter os rigtig meget af den, og den vil også være i stand til at kommunikere med en styring på et rensningsanlæg, biogasanlæg eller på et stort dambrug eller et stort regnvandsopsamlingsbassin, hvor man kan udnytte vandet til energi, siger han.