Lyt til artiklen:

Bornholmske landmænd bliver ambassadører for IPM

00:00
Hastighed: ???x
03:02

Alle danske landmænd skal hvert år udfylde et skema vedrørende deres brug af IPM-principperne. For at øge fokus på dette og fremme blandt andet brugen af et varieret sædskifte, resistente sorter og varslinger i forbindelse med udarbejdelsen af mark- og sprøjteplaner vil Bornholms Landbrug og Fødevarer samarbejde med en række lokale landmænd. Landmændene skal dele deres erfaringer og således agere ambassadører. Det skriver Dansk Planteværn i en pressemeddelelse.

Projektet er udarbejdet af Bornholms Landbrug og Fødevarer med støtte fra Dansk Planteværn og kommer til at løbe over tre år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hensigten er, at udvalgte bornholmske landmænd går forrest og inspirerer andre til også at følge det gode landmandskab og således indarbejde metoder, der både tilgodeser udbytte, klima og bæredygtighed.

- Vi er glade for Miljøstyrelsens bevilling og håber, at projektet kan være med til at inspirere både bornholmske og øvrige danske landmænd til at øge deres anvendelse IPM-principperne. Vi vil gerne følge en gruppe landmænd i deres arbejde med IPM-principperne og invitere dem til at deltage i erfagrupper, hvor de kan drøfte muligheder og udfordringer med hinanden og med vores rådgivere. Det treårige arbejde skal give os konkrete redskaber og anbefalinger, som skal bruges til at få IPM-principperne bedre implementeret på flere danske landbrug, siger Thomas Bay Jensen, der er direktør i Bornholms Landbrug og Fødevarer.

Udbyttefokus skal forenes med klima, natur og miljø

En del af IPM-principperne er anvendelse af biologiske midler, hvor det er relevant samt digitale værktøjer og nye sprøjteteknologier. Teknologier, som Dansk Planteværn har en særlig interesse i at fremme.

- Med IPM-principperne bliver landbruget opfordret til at tænke nyt i forhold til at levere en bæredygtig produktion, hvor både udbytter og miljø er i fokus. Hvis vi udnytter landbrugsarealet optimalt ved at sikre høje udbytter og anvende planteværn med omtanke, kan vi give mere plads til naturen og passe på klimaet. Vores medlemmer forsker i og udvikler nye teknologier og løsninger, der kan bidrage til en optimeret anvendelse af produkterne. Vi er glade for at samarbejde med Bornholms Landbrug og Fødevarer på dette spændende IPM-projekt og glæder os til at høre landmændenes erfaringer, siger Tanja Andersen, der er direktør i Dansk Planteværn.

Projektet får navnet "IPM-projekt 2023 - Øget udbredelse af IPM vha. konkrete indsatser på udvalgte landbrug, der fungerer som eksempel for andre", og blev skudt i gang den 1. april.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Første del i 2023 vil være at påbegynde samarbejdet med de udvalgte bornholmske landmænd for herigennem at drøfte deltagernes nuværende IPM-initiativer og mulighed for implementering af nye tiltag.

Projektet vil fortsætte i 2024 og 2025 for at følge deltagernes arbejde, initiativer og implementering og udbrede denne viden til andre landmænd.