Mandag den 13. juni afholder Almas Agro en stor Claas græsdemonstration, og de fremmødte kan opleve en danmarkspremiere, når den store Claas Disco 1100 C Business ruller ud på marken.

Skårlæggeren har en arbejdsbredde på 10,70 meter, og Claas kalder maskinen for verdens bredeste liftophængte skårlægger med crimper.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Skårlæggeren blev præsenteret sidste år, og der er solgt nogle få i Danmark til denne sæson. Til græsdagen er første gang, den bliver præsenteret for den brede offentlighed, siger Stig Knudsen, der er administrerende direktør hos Almas Agro.

Den store skårlægger er monteret med crimper, men modellen kan ikke leveres med bånd til samling af skår.

- Der er stor efterspørgsel på maskiner med stor kapacitet. Med en skårlægger på næsten 11 meter i liften har man stor kapacitet og stadig en snild maskine, siger Stig Knudsen og fortsætter:

- Udfordringen med skårlæggeren har været, at den ikke blev for høj, når den er klappet sammen. Derfor vil man også se, at Disco 1100'eren ikke bare folder ned, men at den også skyder siderne ud til fuld arbejdsbredde.

Til græsdagen bliver den store skårlægger monteret på en ny Claas Axion 870.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den traktor er perfekt til det sæt. Traktoren yder 295 hestekræfter med boost, og det er perfekt til et butterflysæt. Der er mange, der føler, at en traktor med 240 hestekræfter har lidt for få kræfter - særligt i de første slet. Men 870'eren har du kræfter nok, og det er stadig en handy traktor, siger Stig Knudsen.

Udover skårlæggeren vil Almas Agro også vise andre Claas græsmaskiner som Liner 4000-riven og Cargos 750-frakørselsvognen, der adskiller sig ved at være en vogn med bundkæde.

- Jeg har rigtig store forventninger til græsdagen, og jeg håber selvfølgelig, at vejret arter sig, siger Stig Knudsen.

Demonstrationen finder sted på Øster Brønderslevvej ved motorvejsafkørsel Brønderslev Syd. Der køres i tre omgange med start klokken 14, 17 og 19.