Jordbrugets bytteforhold er forringet i tredje kvartal i forhold til samme kvartal sidste år. Bytteforholdet er også forringet fra andet til tredje kvartal 2015. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Bytteforholdet er forholdet mellem priser på salgsprodukter og priser på forbrug og investeringer i produktionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mælk og svin

Ifølge Danmarks Statitstik faldt de samlede priser for salgsprodukter med i alt 4,9 procent i forhold til samme kvartal i 2014. Det samlede fald i salgspriserne skyldes især at priserne på svin og mælk er faldet drastisk, og da animalske salgsprodukter udgør 72 procent af det samlede salg får det afgørende betydning for det samlede udfald. Mælk er faldet med ikke mindre end 20 procent, mens svin faldt 12,6 procent.

Prisen på pelsskind har derimod taget et gevaldtigt hop opad, og er steget 35,5 procent i forhold til samme kvartal året før. Prisen på korn er steget med 7,1 procent, og det er stærkt medvirkende til forbedringen af indekset for de vegetabilske salgsprodukter.

Andet kvartal 2015

Sammenlignes med andet kvartal i 2015 er salgsprisindekset faldet med 1,1 procent. Det fald dækker over en stigning i priserne på de vegetabilske produkter på 7,1 procent, mens prisen på de animalske salgsprodukter faldt 5,8 procent Stigningen for de vegetabilske produkter skyldes blandt andet frø, der kun høstes i tredje kvartal. For de animalske produkter skyldes faldet svin, der i andet kvartal af 2015 faldt med 4,0 procent og mælk der faldt med 5,2 procent i forhold til kvartalet før.