Bæredygtigt Landbrug er klar med næsten 5.000 siders bevisførelse i forbindelse med spørgsmålet om opsættende virkning i forbindelse med de danske gødningsregler, som indledes i dag ved Vestre Landsret i Viborg, og med det i bagagen forventer formand Flemming Fuglede Jørgensen, at sagen ender med, at de danske landmænd får lov til at bruge mere gødning til afgrøderne allerede i år.

Landsretten skal ikke tage stilling til selve sagens substans, men i første omgang blot tage stilling til, om den verserende sag skal have opsættende virkning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Og det kan retten beslutte, hvis der er alvorlige irreversible konsekvenser. Og det må man sige, at konkurser er, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Han henviser til, at netop konkurs er konsekvensen for mange landmænd uden ekstra gødning allerede i år.

Flemming Fuglede Jørgensen håber, at dommeren i gødningsretssagen er lige så modig som dommeren i Holstebro, der i sidste uge frifandt de anklagede i den principielle randzonesag.

Han mener, at retssager desværre er den eneste vej frem.